Verdens bedste?
Foto Lisa Photo.
Sidste år vinder af The Hambletonian Stake Market Share med Tim Tetrick vandt stormødet i nat på The Meadowlands på imponerende vis i 1.09.1.
I et løb hvor USA’s – ja, nogle af verdens absolut bedste heste mødtes og hvor alle fik deres chance – vandt sidste års Hambletonian-vinder Market Share (Revenue) med Tim Tetrick en imponerende sejr i nat på The Meadowlands i 1.09.1 foran Uncle Peter (Cantab Hall) med David Miller og Sevruga (SJ’s Caviar) med Andy Miller – begge også i 1.09.1
Danskejede Wishing Stone (Conway Hall) med Yannick Gingras sluttede på fjerdepladsen I 1.09.5.
Man så ikke noget til Market Share før i løbets sidste fase.
Og det var det, der gjorde dens præstation så besnærende.
Undervejs lå den på en sjetteplads – med 800 meter tilbage 6 længder efter førende Sevruga – ja, den havde fortsat seks længder op med 400 meter tilbage.
Men Market Share speedede hurtigst af alle i opløbet – 1.07.6 de sidste 400 meter – og vandt med en halv længde.
Wishing Stone lå undervejs på en fjerdeplads – blev trukket ud i angreb med små 500 meter tilbage, men det bed aldrig rigtigt for den lille kriger, der akkurat klarede fjerdepladsen kort foran Undercover Strike.
Elitloppshesten Arch Madness lå sidst undervejs og kom hjem på en ottendeplads i 1.10.5