TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Var tæt på at slette auktionstopper

af | Nyheder

Propulsion-hingsten Hardcore blev Derbyauktionens dyreste hest, men opdrætteren var tæt på at slette hesten 14 dage før auktionen.

-Med tanke på den usikkerhed, der var omkring afviklingen af auktionen pga. Corona-situationen, besluttede jeg mig faktisk for at slette Hardcore, da jeg ikke troede, at jeg kunne få den pris for ham, som jeg forventede, siger Leo Søndergaard Larsen til Travservice.dk søndag formiddag.

Hardcore

-Men så fik jeg en god snak med Klaus Storm og valgte at tage ham med derover alligevel – og det var nok trods alt også det mest rigtige.

Leo Søndergaard Larsen havde på forhånd tænkt sig en mindstepris på 400.000 kroner, og interessen for Hardcore – der er den amerikanskfødte, men svenskejede tophest Propulsions første afkom i Danmark – var også som ventet stor.

Tre hesteejere var med i “opløbskampen” – Bo Westergård, der bød 350.000 kroner og dernæst en hesteejer fra Aalborg, som bød 400.000, inden Peter Untersteiner lagde det afgørende bud på 425.000 kr.

-Efter auktionen talte jeg med Peter Untersteiner, som skulle ha’ min email-adresse og han viste mig, hvad han havde skrevet i kataloget: Kommende Derbyvinder! griner Leo.

-Det vil tiden jo vise, men jeg er i hvert fald glad for, at Hardcore nu kommer til Untersteiner, der ikke forcerer dem frem som ungheste, men i stedet bygger dem op til de er 100 % klar. Det er ikke fordi han er imod at starte hestene som 2-års, men det er vigtigt for mig, at mine heste kommer til nogle trænere, som ved hvad de har med at gøre.

Ny Hardcore på vej
Moderen til Hardcore, Beleive It Or Not (Love You) – der er søster til tophestene Red Rose America (1.09,7ak, 4.502.894 SEK) og Laurel America (1.10,4ak, 2.139.816 kr) – har ikke fået føl i år, men er nu atter drægtig med Propulsion, så i 2021 kommer der en helbror eller -søster til Hardcore.

Leo Søndergaard Larsen har yderligere én følhoppe, norskfødte Enya B R (Muscle Hill), der i år har fået et hoppeføl efter Father Patrick.

-I januar måned købte jeg en bedækning med Readly Express på Lundens internetauktion, men det lykkedes desværre ikke at få Enya B R i fol. Nu prøver vi igen næste år da man har betalt for bedækningen, indtil der kommer et føl, siger Leo, som også har en hest med på Aalborg-auktionen i næste måned.

-Moses Di Quattro (S J’s Caviar) blev købt som kammerat til Believe It Or Nots føl, men kommer nu på auktion i Aalborg. I samme årgang havde vi selv et hoppeføl, Hotspot (Dontpaytheferryman), der er solgt til Peter Rudbeck.