TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Var det sidste start for Nuncio?

af | Nyheder

Onsdag aften på Solvalla havde Nuncio med Stefan Melander på papiret en opgave, hvor den stod med alle fire ben i mål, men alligevel blev den besejret af Food Money med Ulf Ohlsson.

-Jeg bliver aldrig skuffer over Nuncio, men er det over mig selv, sagde Stefan Melander efter det overraskende nederlag.

Blot 100 meter fra mål tegnede alt til sejr til 12:10-favoritten Nuncio, men den kunne ikke svare Food Money med Ulf Ohlsson, der fra andet par udvendigt sluttede fint af og sejrede med hoved i 1.13.6a/2130 m – Nuncio på andenpladsen og Charrua Forlan med Hans Owe-Sundberg på tredjepladsen fik noteret samme tid.

Food Money med Ulf Ohlsson slår overraskende inderbanens Nuncio og Charrua Forlan midt i banen. Foto Kanal 75

Melander mente, at han måske havde kørt for langsomt undervejs, ligesom han også gav udtryk for, at Nuncio ikke havde samme respekt for ham (altså Melander) som for en anden kusk.

Men hvorom alting er!

Nuncio ligner ikke en hest, der kan være aktuel for hverken Prix de Bourgogne den 31. december eller Prix d’Amerique den 28. januar.

Tilmed var gangarten de sidste 100 meter ikke i en stil, som banedommerne på Vincennes vil synes om.

Nuncio skylder ingen noget, men Melander skylder hesten at stoppe nu.

Om Nuncio så skal være avlshingst i Sverige eller USA – det må være det spørgsmål Stefan Melander skal overveje.

Og intet andet.