Det blev et kort ophold hos Steen Juul for Ebay Holmsminde, der nu er solgt til Finland.

I fredags sejrede Ebay Holmsminde (SJ’s Caviar) med Steen Juul i sulkyen i 1.16.5/2500 m på Charlottenlund Travbane.
Nu er Ebay Holmsminde solgt og vil blive sendt til sin nye ejer og træner i Finland senere i denne uge.
Løbet i fredags var første start for Steen Juul efter Henrik Poulsen atter havde overtaget ejerskabet på Ebay Holmsminde.
I efteråret 2019 solgte Henrik Poulsen Ebay Holmsminde til Skive Trav, hvor hesten blev solgt ud i parter a 1000 kroner som ”Skivehesten” og sat i træning hos Ole G. Nielsen.
På årets sidste løbsdag i Skive blev der foretaget lodtrækning om hesten, og det lod, der blev trukket op af posen i fuld offentlighed, tilhørte Henrik Poulsen!
Henrik Poulsen tog hesten til Steen Juul, der startede den i fredags.
Efter fredagens sejr blev Henrik Poulsen interviewet på Fast Track Racing om sejren og om fremtiden for hesten, men nævnte intet om et forestående salg.
-Nej, for der var endnu ikke kommet nogen penge for hesten, og før det var sket, var handlen ikke en realitet, siger Henrik Poulsen til travservice.
Ebay Holmsminde går til Finland med 25 starter, 5 sejre, rekord 1.15.5 og 92.850 kroner på meritlisten.