TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Valokaja Hindø mod Bold Eagle

af | Nyheder

I søndagens Prix du Bourbonnais på Vincennes mødes danske Valokaja Hindø med Bold Eagle – sidst de mødtes – den 4. august – vandt Bold Eagle med et mulehår?

Det tætte opløb i Prix de Wallonie, hvor indvendige Bold Eagle klarer sejren hjem foran Valokaja Hindø og Billie de Montfort

Bold Eagle – nu med Eric Raffin som kusk fremover – kommer på søndag til start efter sin sikre sejr i Breeders Crown i Canada.

Det sker i det andet test-løb til Prix d’Amerique – Prix du Bourbonnais på Vincennes – et løb over 2850 m volte og med en samlet præmiesum på 110.000 Euro.

Der er fuldt hus – 18 heste til start – to er tvangsslettede – bl.a. norske Cockstile, der nu trænes og ejes i Italien, hvor den har haft stor succes i efterårsmånederne, men den har ikke tjent nok til at kvalificere sig til start på søndag.

Det har Great Challenger-sønnen Valokaja Hindø akkurat med 545.820 Euro, der gør ham til den hest i feltet, der har tjent næstmindst af de 18 startende.

Men derfor skal den tapre norskejede traver ikke lades ude af chancevurderingen.

Tænk bare på Prix de Wallonie på banen i Mons, hvor Valokaja Hindø var meget tæt på at besejre Bold Eagle!

Det bliver atter Christophe Martens, der kører Valokaja Hindø, der er en af fem heste, som Jean Michel Bazire sender til start i løbet på søndag.

Selv kører Bazire Belina Josselyn, der næppe er tunet hårdt endnu, idet den er anmeldt med sko – det samme er Davidson du Pont med Franck Ouvrie og Looking Superb med Alexandre Abrivard, mens såvel Valokaja Hindø som Calaska de Guez med Nicolas Bazire starter uden sko.

Træner Sebastian Guarato havde annonceret at Bold Eagle skulle starte uden sko, men nu bliver det blot til uden sko på forbenene.

Seks af de 18 heste er udenlandskfødte.

Udover allerede nævnte Valokaja Hindø og Looking Superb er det svenske Who’s Who med Ôrjan Kihlström, de italienske Tony Gio med Jean Philippe Monclin og Vitruvio med Alessandro Gocciadoro og danske Uza Josselyn med Pierre Vercruysse.