Efter tredjepladsen i søndags på Vincennes var Valokaja Hindø anmeldt til det første kvalifikationsløb til Prix d’Amerique, Prix de Bretagne, der køres på søndag, men den er nu taget ud af løbet.
Mandag var Valokaja Hindø blandt de 32 heste, der blev anmeldt til Prix de Bretagne – det første af de fire B-løb, der er forprøver til Prix d’Amerique.
Men tirsdag formiddag er Valokaja Hindø taget ud af listen, og træneren, Jean Michel Bazire har endnu ikke formeldt Great Challenger-sønnen til noget andet løb i november eller december på Vincennes.
Valokaja Hindø er ikke eneste hest, der er taget ud af Prix de Bretagne, for de 32 anmeldelser er nu blevet til 26.
Blandt de 26 er sidste års nummer et og to i løbet, Davidson du Pont og Delia du Pommereux.
Prix d’Amerique-vinderen Belina Josselyn er også blandt de 26 anmeldte.
Der er endelig startliste torsdag middag.
Vi kan ikke forvente danske heste til start på Vincennes før på søndag, hvor bl.a. Aron the Baron, Amazing Dynamite, Calla Crown og Captain Morgan er blandt de formeldte heste til løbsdagen.