De helt store favoritter i onsdagens V86-spil formåede ikke at indfri forventningerne og med en vinder, der kun var spillet på 1% i 1. afdeling, blev grunden lagt til en svær opgave for de fleste spillere.
For mange blev håbet om at ramme 8 rigtige slukket i 1. afdeling, hvor Evens Cool Boy, spillet på 1%, sejrede for Robert Dunder.
Det betød en udgangsværdi på 413 kroner.
Efter fire favoritbetonede sejre kom en vinder i 6. afdeling, der kun var spillet på 3% – Messiah med Daniel Reden og nu var værdien oppe på 728.285 kroner (fra 47.065 efter 5. afdeling).
I 7. afdeling var Arnies Express med Ulf Ohlsson favorit, og den indfriede forventningerne, og nu var der 10 kuponer tilbage og værdien 798.996 kroner.
I sidste afdeling var Deep Pockets favorit, og den ville udløse en V86-gevinst på 1.003.631 kroner.
Deep Pocket måtte imidlertid tage til takke med en andenplads efter den velgående Mr Creation med Oskar J. Andersson, der sejrede i fine 1.10.7a/1640 m.
Den var afkrydset på 8%, men ikke på nogen af de 10 systemer, der levede til sidste afdeling.
Nu bliver der en jackpot på 5.6 mio DKK til næste uges V86-omgang.
Der blev 24.565 kroner til 7 rigtige og 869 kroner til 6 rigtige.
En DanToto-spiller havde 1 række med 7 rigtige og X-antal 6 rigtige på en kupon til 40 kroner, der havde 5 afdelinger ugarderet.
Vedkommende vinder cirka 40.000 kroner.