Bianca Sisa med Tom Horpestad var blandt favoritterne i V86-spillet, der for første gang blev afviklet på baner i Sverige og Norge, og Ens Snapshot-datteren indfriede forventningerne med sejr.

Fire afdelinger på Solvalla – fire afdelinger på Bjerke.
Det var en historisk dag for ATGs V86-spil onsdag aften, der for første gang blev afviklet på baner i to lande.
Omsætningen nåede 27.7 millioner SEK og gevinsten for 8 rigtige blev på 53.014 kroner.
I 7. afdeling, der blev kørt på Bjerke, var to danske heste blandt favoritterne, Brage Hindø med Frode Hamre og Bianca Sisa med Tom Horpestad.
Brage Hindø havde ikke en af sine bedste dage, og kom aldrig ind i løbet – den sluttede lige uden for præmierækken på en sjetteplads i 1.13.6.
Derimod var Bianca Sisa på toppen, og spillet som storfavorit til 19:10, kunne hun tage spids fra start og holde hele vejen hjem til sejr i 1.12.7a/1609 m – præmie 40.000 NOK.
Det var sejr til nummer 14 i 65 starter til Bianca Sisa, der med afstamningen Ens Snapshot – Kadu er helsøster til Victoria Sisa 1.14.4 – 355.795 kr. og Diva Sisa 1.14.4 – 148.782 kr.