Flemming Jensen havde taget tre heste med til Solvalla, der i forbindelse med den store Kriterie-weekend lokkede med en ekstra V75-dag. Og det fortryder nordjyden næppe.
Det blev nemlig til en kort, men sikker sejr i den indledende afdeling, da Nancy America (Revenue) efter tidlig føring var bedst i sit opgør. Der var hele 200.000 SEK til Nancy America, der præsterede 1.13,1 for de 2160 meter. Hoppen har nu ni sejre i kun 17 starter, hvor indtjeningen nu samlet har rundet de 746.000 SEK.
Siden blev det til to tredjepladser til hhv. Offshore Man og Rapide de Pommeau, så samlet set tikkede der 250.000 SEK ind på Flemming Jensens indtjeningskonto.