TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

V65-Skive: Dansker vandt 719.506 kroner.

af | Nyheder

Blot tre systemer havde afkrydset den rigtige V65-kombinationen på Skive Trav lørdag aften – og den ene fik dobbelt op!

Cabo Suroeste med Henrik Lønborg var med til at give en stor V65-gevinst. Foto Flemming Andersen.

Der var store penge at gå efter i V65-spuljen på Skive Trav lørdag aften, og da en af aftenens allerstørste favoritter, Hunter Dragon med Birger Jørgensen måtte se sig henvist til andenpladsen af storoutsideren Cabo Suroeste med Henrik Lønborg, blev det en svær opgave for mange at løse V65-spillet.

Gevinsten for 6 rigtige blev på 359.753 kroner, mens 5 rigtige gav 698 kroner.

Tre systemer havde 6 rigtige – de to var spillet hos ATG i Sverige, mens den tredje var spillet hos DanToto og var spillet efter udelukkende at ramme puljen for 6 rigtige.

Derfor blev udbetalingen dobbelt op – altså 2 x 3459.753 kroner – eller 719.506 kroner.

Kuponen havde kostet 1.080 kroner og havde en afdeling ugarderet.

Også i V4-spillet blev der gode penge at hente i Skive, men blandt de 7 systemer, der ramte den rigtige kombination, var der ingen danske!

I stedet var det seks svenske og en enkelt norsk spiller – gevinsten for 4 rigtige 81.863 kroner.

Men om eftermiddagen havde danske spillere dog taget godt for sig i V4-puljen i løbene på Eskilstuna.

Her var gevinsten for den rigtige kombination 23.794 kroner, og her fandtes syv danske vindere – alle spillet hos DanToto.

De vindende systemer havde kostet mellem 84 kroner og 288 kroner.

Også i V75-spillet var der gevinster til Danmark.

Igen var det spillere hos DanToto, der var dygtige.

Der var to danske V75-systemer, der havde kostet hhv. 96 kroner og 240 kroner, der havde 7 rigtige.

De vandt hhv. 130.035 kroner og 133.418 kroner.