TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ustyrlige Erik Clausen

af | Nyheder

Den 3-årige travhest Erik Clausen er opkaldt efter multikunstneren af samme navn – og akkurat som ham er hesten fuld af numre!

Erik Clausen med Gordon Dahl. Arkivfoto

En af eftermiddagens største præstationer på Fyens Væddeløbsbane stod Erik Clausen (Broad Bahn) med Gordon Dahl i sulkyen for.

Parret var helt og aldeles overlegen 8. løb, som de vandt i 1.14.7a/2140 m – blot 0.4 sekunder fra banerekorden, der sagtens kunne være blevet forbedret.

-Desværre blev der en omstart, så Erik Clausen blev alt for hidsig. Jeg havde håbet på at komme til at køre ham i ryg i dag, men det var helt umulig. Han ville bare afsted, sagde Gordon Dahl på Fast Track efter den suveræne sejr.

-Erik Clausen er en hest med meget store evner, men hvis jeg ikke kan få ham til at slappe af, så når han ikke langt i karrieren. Den første kilometer dampede han bare afsted. Havde jeg kunnet kontrollere ham, så kunne han have vundet på en tid omkring 1.13.5 uden problemer, sagde Gordon Dahl videre.

Men Erik Clausen – altså hesten – lod sig ikke dirigere – Gordon Dahl var passager, og parret var ene på banen.

40 meter efter Erik Clausen skar Eddie Cook med Bent Svendsen målstregen som nummer to i 1.16.0!

3-årige Erik Clausen har noget at lave op til – ikke kun til sin menneskelige navnebroder, men også som lillebroder til derbyvinderen Peak.

Men hvis ikke temperamentet kan styres, så bliver det svært at begå sig i de kommende storløb for årgangen.

Bedre temperament har den ligeledes 3-årige hoppe Eenymeenyminymoe (Västerbo Prestige), der trænes af Peter Jensen og køres af Mads Hviid Nielsen.

Eenymeenyminymoe sæsondebuterede i 3. løb og vandt sikkert i 1.17.5a/2140 m foran Envy Secret med Preben Kjærsgaard i 1.17.8.

Eftermiddagens hurtigste vinder var 8-årige Wham Bam Boo (Racer Bourbon) med Jeppe Rask, der vandt sikkert i 1.12.9a/1640 m.

Det er et flot stykke arbejde som Skive-amatøren Torben Hovgård har lavet med Wham Bam Boo, der har været dømt ude på grund af skader flere gange!