TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

USA’s hurtigste hoppe nogensinde er født i Danmark.

af | 6. jul 2026 | Nyheder

Da Bourbonista i lørdags vandt på The Meadowlands i 1.07.6 – tangerede hun ikke blot Homicide Hunters Nordamerikanske rekord, men forbedrede den amerikanske hopperekord, som Atlanta havde på 1.07.7 – tre kvarter senere løb den 4-årige vallak On To Norway dog  endnu hurtigere.

Den 18. marts 2021 fødte Affinity Kronos (Joke Face) et hoppeføl efter Face Time Bourbon hos Jeanette og Jens Hansen i Sølperup nær Tappernøje på Sjælland.

Bourbonista som føl sammen med moderen Affinity Kronos

Føllet, der blev indregistreret hos Svensk Travsport, fik navnet Bourbonista.

At Bourbonista skulle udvikle sig til at blive en af verdens absolut hurtigste heste, var der næppe nogen i sin vildeste fantasi, der kunne have forestillet sig.

Bourbonista blev tilkørt og ført frem til prøveløb af Bo Westergaard – hun blev godkendt i Aalborg som 2-åring i 1.21.4 og blev herefter sendt til Holland, hvor Paul Hagoort overtog træningen af hende.

Her kom hun i prøveløb på Wolvega den 20. juli og blev godkendt i fine 1.15.0a/2000 m.

Det blev til fem starter og to sejre og rekord 1.14.5 – det var ikke præstationer, der indikerede en senere verdensrekord.

Som 4-åring slog Bourbonista bedre igennem – hun løb 1.09.9, vandt 3 sejre i 16 starter og tjente 874.315 SEK.

Men i maj som 4-åring kom Bourbonista på auktion i Sverige, og efter en lang budkamp – der blev afgivet 95 bud før bud nummer 96 vandt med et hammerslag på 1.950.000 SEK.

Køber var det amerikanske stutteri Deo Volente Farm, men efterfølgende blev det aftalt, at Panamera Racing skulle være medejer – og at hoppen skulle fortsætte karrieren i USA.

Bourbonista blev sendt til USA, hvor hun gik i træning hos Noel Daley – hun nåede at starte fem gange i 2025 på amerikanske baner, men uden at forbedre sin svenske rekord på 1.09.9.

Det blev til en enkelt sejr og 23.325 dollars,

Bourbonista var hos Noel Daley indtil udgangen af januar måned i år, men efter en 8. og en 2. plads på hhv. Meadowlands og Yonkers skiftede hun til Marcus Melander – og siden har den nu 5-årige hoppe for alvor vist sin  kapacitet.

Det store gennembrud fik Bourbinista, da hun sejrede på Mohawk i The Armbro Flight. Foto New Image Media

Efter to starter i almindelige løb  blev Bourbonista testet mod USA’s bedste ældre hopper i afdeling af Miss Versatility på The Meadowlands, hvor hun besatte en andenplads bag Miracle Maven, men foran Hambletonian Oaks-vinderen Conversano, og så kom gennembruddet på Mohawk-banen i Toronto, hvor Bourbonista med Dexter Dunn  vandt The Armbro Flight Stakes med 77.400 dollars i 1.08.8 foran Miracle Maven og Warrawee Michelle.

I lørdags, hvor blomsten af Nordamerikanske hopper var til start i The Six Pack doteret med samlet 129.400 dollars, slog Bourbonista så til igen med Dexter Dunn og efter en afslutning i 1.06.5 vandt hun legende let med 3,25 længder  i verdensrekordtiden 1.07.6!

Bourbonista med Dexter Dunn satte verdensrekord med 1.07.6 og var 3.25 længder foran nummer to! Lisa Photo

Bourbonista er nu verdensrekordholder for ældre hopper med tiden 1.07.6a/1609 m på milebaner – ikke så dårligt af en hest født i Sølperup ved Tappernøje!

I små tre kvarter var Bourbonista årets hidtil hurtigste hest i Nordamerika, men så vandt den 4-årige vallak, On To Norway (Muscle Massive) med Yannick Gingras og trænet af Ron Burke  The Stan Bergstein Graduate Series i 1.07.5 og satte dermed en absolut Nordamerikansk rekord.

Super Chapter, der var hoved og hals efter fik også noteret 1.07.5.

Og hvordan er det så gået med moderen til Bourbonista – Affinity Kronos.

Panamera Racing solgte hende til Jesper Hansen, Stutteri Wynn, der fik et hingsteføl efter hende, der døbtes Levi Wynn (International Moni).

Levi Wynn, der nu ejes af Carsten Sørensen, har hidtil været hos Flemming Jensen, men er netop sendt i træning hos Joakim Løvgren.

Levi Wynn har startet 11 gange, vundet 3 sejre og har tjent 140.178 kroner.

På en auktion hos Selected Sales i december 2023 solgtes Affinity Kronos i fol ved Father Patrick for 25.000 Euro til franske Ecurie de la Peiniere.

Den 5. april 2024 fik hun hoppen Ollie Motion, der  er svensk registreret, men er i italiensk eje og træning.

Det store italienske stutteri, Scuderia Bivans er nu medejer af Affinity Kronos, der i fjor fik en helbroder til Bourbonista, der er døbt Mc Donald Gio.

Mc Donald Gio kommer sammen med 212 andre italienske Face Time Bourbon-åringer på auktion i Italien den 7. september!

Den bliver nok dyr.

Og i USA kan eventyret med Bourbonista fortsætte – og måske kan hun trykke rekorden yderligere i Grand Circuit-meetinget på The Red Mile i Lexington i oktober – det er her der er tradition for, at de fleste Nordamerikanske rekorder bliver sat!