TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

USA op i gear

af | Nyheder

Efter en Corona-pause siden midten af marts er der nu ved at komme gang i amerikansk travsport igen.

I USA er der først inden for den sidste uges tid kommet gang i travsporten igen, og rundt om Staterne er der god gang i prøveløbene – Qualifiers.

Modsat herhjemme, hvor en hest kan komme til start med et godkendt prøveløbs resultat inden for 12 måneder, så er der meget skrappere krav i USA og alle heste, der skal i toto-løb nu, hvor løbene er blevet genoptaget, skal ud i en Qualifier og godkendes.

I dag køres der ikke færre end 26 Qualifiers på The Meadowlands med 259 startmeldte heste, mens der i går blev kørt 24 Qualifiers på Gaitway Farm, der er et stort træningscenter i New Jersey.

I dagens Qualifiers på The Meadowlands får to svenske heste deres amerikanske debut – så at sige.

Det er den 5-årige hoppe Felicity Shagwell, der er i træning hos Åke Svanstedt samt den 7-årige vallak, Friend of Nature, der er i træning Per Engblom og som bl.a. har Kasper Foget i ejerkredsen.

På The Meadowlands kommer man i gang med løbsafviklingen igen næste fredag.

I Ohio er der fuld fart på de to store baner, Scioto Downs og Northfield Park, og i New York er man ved at forberede løb igen på Vernon Downs og Tiogo Downs, men endnu ikke på Yonkers Raceway.