Set ud fra et dansk synspunkt kunne lodtrækningen til lørdagens storløb, The Hambletonian Oaks ikke have været bedre.
Som vinder af en afdeling var Panamera Racings Busy Miss Lissy blandt de tre heste, der først fik startpladser – og efter de amerikanske regler, så kan vinderne af kvalifikationsløb få startplads mellem nummer et og seks – ved lodtrækning – ikke noget med sporvalg!
Busy Miss Lissy var den hest, der først blev trukket ud af hatten – og hun fik spor 1!
De to øvrige kvalifikationsvindere, Setyoursightshigh fik nummer 4 og Carve nummer 6.

Derefter blev der foretaget lodtrækning om resten af startpladserne blandt de øvrige heste,
Og her kom Thomas Lind-Holms Custom op først – og fik nummer 3!
De to danskejede heste fik altså optimale startspor som nummer 1 og 3.
-Vi er mere end tilfredse – det er en god udgangsposition at få og vi er meget stolte over at være med, siger Jeanette Hansen, Panamera Racing til travservice.
Og såvel Jeanette som manden, Jens Glud Hansen kan med rette være stolte, for ikke blot er Busy Miss Lissy deres eget opdræt, men på Harrisburg-auktionen i 2024 købte Jens Glud Hansen Custom, som han senere videresolgte til Thomas Lind-Holm.
Og nu er begge hopper til start i verdens største løb for 3-årige hopper.
-Og vi er også meget glade for lodtrækningen, der faldt ud som den gjorde – min træner Per Engblom, sendte mig en SMS hvor der stod, han var nöjd – så det er jeg også, siger Thomas Lind-Holm.
Efter amerikansk skik blev der bagefter lodtrækningen udarbejdet en ”morning line” dvs. en chancevurdering af feltet og i den rangeres Busy Miss Lissy som tredje og Custom som femte!
Favorit er Nezuko Kamado, der var nummer to til Busy Miss Lissy i kvalifikationsløbet.
I The Hambletonian Stake var der to kvalifikationsvindere, Apex og Big Ranger og de fik hhv. spor 4 og 5.
Apex har været forhåndsfavorit hele året, men efter Big Rangers imponerende sejr i lørdags er den nu favorit til førstepræmie på 500.000 dollars.
Se startlisten med The Morning Line odds.

