TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Unghestestjerne har startet for sidste gang

af | Nyheder

Cuba Libre Ice, der som 3-åring vandt såvel Kriterium som Grand Circle Championat, har startet for sidste gang og skal nu være legeonkel for  føl og åringer hos opdrætteren, Stutteri Ice på Bornholm.

Cuba Libre Ice med Johan Untersteiner Foto: Burt Seeger

-Velkommen hjem til Cuba Libre Ice!

Sådan skriver Linda Persson, STutteri Ice på sin Facebook, hvor hun fortæller, at på grund af en alvorlig gaffelbåndskade har stutteriets hidtil bedste opdræt, Cuba Libre Ice startet for sidste gang, og fremover skal være ”storebror og legeonkel for føllene.”

Cuba Libre Ice, der er efter Great Challenger – Global Acceptance blev som åring solgt for 40.000 kroner på Derbyauktionen til træner Johan Untersteiner, som havde den i træning frem til slutningen på karrieren.

Vi så første gang Cuba Livre Ice i løb i Danmark i Kriteriumsprøven 2017, som han vandt i fornemme 1.13.0a/2000 m, hvad der var dansk rekord og det blev fulgt op med sejr i Dansk Trav Kriterium i 1.14.3a/2000 m, hvor Cuba Libre Ice dog måtte kæmpe hårdt med Confidence, før sejren var hjemme.

Derefter sejr i Grand Circle 3 års Championatet i Aalborg, hvor Come on Hugo var nummer to.

I et spændende opløb får Cuba Libre Ice med Johan Untersteiner overtaget og henviser Confident med Ken Ecce til andenpladsen i Dansk Trav Kriterium. Foto Kim Gudmand

11 gange startede Cubra Libre Ice som 3-åring. Det blev til 6 sejre og 572.427 kroner, og han overvintrede som klar favorit til sejren i Dansk Trav Derby 2018.

Derbysæsonen blev da også indledt med brask og bram med en flot sejr på Solvalla, hvor Cubra Libre Ice med Johan Untersteiner sejrede i 1.13.1a/2140 m.

Men det skulle vise sig at blive dens sidste sejr i karrieren!

Cuba Libre Ice formåede ikke senere at leve op til præstationerne som 3-års og som i sæsondebuten som 4-åring.

Han var nummer to i Derbyprøven og nummer fem i derbyet, men selv om 4-års sæsonen generelt var en skuffelse, så blev det dog til 196.202 kroner i 8 starter.

Men problemerne med bentøjet var store.

I 2019 blev det kun til 2 starter – i år til 4 starter og tilsammen i disse 6 starter er det blevet til 12.000 SEK!

I alt startet Cubra Libre Ice 25 gange, vandt 7 sejre og tjente 1.040.138 SEK.

Nu kan han se frem til et godt otium hos opdrætterne på Bornholm.