Selv om det tidligere på ugen blev bekræftet, at Uncle Lasse havde gået sit sidste løb bliver der alligevel gensyn med den herlige 4-årige Donato Hanover-søn til næste år også.

Uncle Lasse vinder Sprintermästeren på forrygende vis – Foto: Kanal75.se
– Vi har vel alle hans indsats i Sprintermästeren i hovedet og vil se ham i Elitloppet næste år eller hvad?, spørger hestens træner Stefan Melander retorisk.
Dermed skulle det være klart, at der bliver gensyn med den langbenede amerikaner også i 2017 selv om det blev meldt ud, at han skulle hellige sig arbejdet som avlshingst på fuld tid.
– Det er kommet lidt forkert ud. Han er nede og “fryse” som det hedder (tappes for sæd som fryses ned for at kunne anvendes senere, red.) og skal bedække et antal hopper og så kommer han tilbage i januar igen og begynder at træne, fortsætter Melander til kanal75.se.
– Vi vil gerne starte ham et år til og derfor har vi også startet ham sparsomt i år, slutter Melander.
Uncle Lasse tilhørte de allerbedste i sin årgang i USA inden han kom til Sverige og vandt otte af 15 starter i 2016 og tjente over to mill. SEK.
Og jo, vi husker alle hans mageløse opvisning i Sprintermästeren, hvor han – iført et lukket hovedlag – tordnede banen rundt på 09,3….
En dejlig “førjulegave” for alle travelskere…
