TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

UET’s dobbeltmoral

af | 29. sep 2014 | Nyheder

Søndag eftermiddag vandt den norske hingst Support Justice med Geir V Gundersen UET 5 års Championat på Vincennes – et løb, der blev afviklet uden dansk deltagelse, selv om dansk travsport i vallakken Stelton har en hest, der let kunne begå sig i løbet.UET-logo

Men Stelton kunne som vallak ikke meldes i UETs 5 års Championat. – Han har heller ikke kunnet meldes i hverken UET’s 3 års Championat eller UET Grand Prix for 4-årige heste.

Uanset hvor løbene er blevet afviklet.

Men til gengæld kan Stelton som vallak starte i UET Masters Finalen, som nyligt blev afviklet på Lunden.

Det virker ikke rimeligt, at man kan starte i det ene UET-løb, men ikke i andre.

Men hvorfor er det sådan?

Vi skal tilbage til travsportens rødder!

Hvorfor begyndte vi at køre travløb?

Jo, det var for at finde de bedste individer – hingste og hopper – til avlen således man kunne forbedrede denne successivt.

Og i den sammenhæng falder en vallak ligesom uden for.

Vallakken Ed You med Torbjørn Jansson vandt UET Masters Finalen på Lunden Foto: Gerard Forni

Vallakken Ed You med Torbjørn Jansson vandt UET Masters Finalen på Lunden Foto: Gerard Forni

I Frankrig er man stadig tro mod det oprindelige ideal, og alle klassiske storløb samt flere storløb for ældre er fortsat lukket land for vallakker.

Modsat herhjemme er det snarere en regel i Frankrig end en undtagelse, at en 3-årig hingst, der har klaret sig godt i de store klassiske løb for årgangen, benyttes i avlen det følgende år.

Uden for Frankrig er man kommet bort fra travsportens egentlige ide – det med at forbedre avlen.

Klassiske løb er åbne for vallakker – i går vandt vallakken Je t’Aime Dream Svensk Trav Kriterium – og avlsmaterialet importeres fra f.eks. USA og Frankrig.

Men hvorfor følger UET så Frankrig slavisk, når det drejer sig om startret for vallakker i Championater?

Det er fordi, at selv om UET gennem de senere år har en schweizisk præsident, så er det Frankrig, der styrer de daglige rutiner i organisationen, og i det hele taget er dominerende på den politiske side.

Og så længe rollerne er således, ja, så længe vil Stelton og andre vallakker ikke få lov til at starte i UET Championater – uanset hvor de måtte afvikles i Europa.