Årets svenske derbyvinder, Calgary Games med Jorma Kontio havde ingen problemer med at vinde det europæiske derby, Grand Prix de l’UET på Åby Travet lørdag eftermiddag.
Endnu har Timo Nurmos-trænede Calgary Games (Readly Express) og Jorma Kontio ikke været i nærheden af et nederlag i karrieren.
9 starter er endt i 9 sejre og med lørdagens fine sejrspræmie på 2 millioner SEK har Calgary Games nu tjent 6.585.000 SEK.
Heraf kommer de 6 millioner fra blot to sejre – Derbysejren, der gav dobbelt op i førstepræmie på grund af Premiechancen og nu Europa-derbysejren.
Calgary Games joggede til spids og førte let løbet ud til sejr i 1.11.8a/2140 m foran franske Hirondelle Sibey med Eric Raffin, der efter et løb på smækken, forsøgte angreb i opløbet, men uden at blive en trussel. Hun blev nummer to i 1.12.0.
Det blev til fransk sejr i EM for 3-åringer, da David Thomain udnyttede open stretch og med favoritten Ivensong (Ready Cash) akkurat fangede førende Red Lady Express med Carl Johan Jepson på målstregen til sejr i 1.12.7a/2140 m -præmie 500.000 SEK.
Svensk Mästerskap for hopper vandtes sikkert af Honey Mearas (Readly Express) med Ôrjan Kihlström og trænet af Daniel Redén i 1.12.3a/2140 m, mens Svensk Mästerskap, open for andet år i træk vandtes af Very Kronos (Ready Cash) kort foran Upstate Face med Adrian Kolgjini – begge i 1.12.2a/2640 m.
Her var førstepræmien også 500.000 SEK.
Det lykkedes ikke for Victor Rosleff at hjemføre det svenske mesterskab for ungdomskuske for tredje gang i træk.
Han kom ellers til at sidde godt til i andet par udvendigt fra start med Romantico, men angrebspladsen kom sent og så var der alligevel ikke noget at skyde med, så parret sluttede uplaceret.