TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Uenighed i Lundens bestyrelse

af | Nyheder

Skal Charlottenlund Travbane sælges og flytte eller skal man forsøge at drive banen videre og skaffe en bedre økonomi ved f.eks. at opføre boliger på noget af staldterrænnet.

Når Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane, har ordinær generalforsamling er der bl.a. to forslag fra bestyrelsen til behandling.

To forslag, der på hver sin måde vil være afgørende for travbanens fremtid.

Et flertal i bestyrelsen foreslår en langsigtet plan, der gør det muligt at få en lokalplan udarbejdet, der muliggør et salg af hele området hvor travbanen ligger, mens Jørgen Sthelis går ind for at bevare Charlottenlund Travbane, hvor den ligger i dag.

Her er de to forslag medlemmerne skal tage stilling til:

iii) Bestyrelsen (med undtagelse af Jørgen Sthelis):

f) – Generalforsamlingen pålægger bestyrelsen i samarbejde med Gentofte Kommune at opstarte arbejdet med udvikling af en ny helhedsplan for området Charlottenlund Travbane med henblik på at skabe en fremtidig bebyggelse, der vil give et maksimalt provenu til Det Danske Travselskab. Generalforsamlingen ønsker en etapeinddeling af projektet som i sidste ende munder ud i en flytning af travbanen indenfor en 15-årig periode. Generalforsamlingen forventer, at bestyrelsen igangsætter udviklingen af første etape hurtigst muligt.

iv) Bestyrelsesmedlem Jørgen Sthelis:

g) – Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at igangsætte lokalplansarbejde med Gentofte Kommune med formålet at få etableret en lokalplan, som muliggør en forretningsmæssig udvikling af Charlottenlund Travbane med hestesport som den væsentligste bestanddel suppleret med andre indtægtsgivende aktiviteter.

Derudover er der forslag til vedtægtsændringer fra Claus Nielsen og Joan Kristensen.