Tycoon Conway Hall blev træt
En halvtung bane er ikke Tycoon Conway Halls livret og 200 meter fra mål var han ude af topstriden i Kalmarsundpokalen.
Det flaskede sig ellers ret godt for Tycoon Conway Hall med Thomas Uhrberg, der ikke var med i den hårde åbning som Pastore Bob med Peter Untersteiner og Sahara One med Conrad Lugauer lagde ud med.
På en våd og halvtung bane blev der åbnet efter 1.06.2/500 meter og her sad Tycoon Conway Hall i ryg på Pastore Bob.
De følgende 500 meter blev afviklet efter lidt bedre end 1.12 og med 600 meter tilbage sendte Uhrberg nu Tycoon Conway Hall frem i angreb.
Parret kom til spids i opløbssvinget, men havde Volstead med ôrjan Kihlström udvendigt for sig, og denne pressede og pressede.
Ind på opløbet havde Volstead overtaget føringen, men da rygkørte Day or Night In med Johan Untersteiner nu kom i angreb, kunne Volstead ikke finde svar og Day or Night In (Muscle Hill) sejrede sikkert i 1.10.4a/1640 m foran Volstead i 1.10.6, mens Jairo med Joakim Løvgren besatte tredjepladsen i 1.11.0.
Tycoon Conway Hall lå længe til en fjerdeplads, men den forsvandt, da Sliding Home med Peter Ingves gik forbi kort før mål. Tycoon Conway Hall blev nummer fem i 1.11.4 og fik 17.000 SEK i præmie.
Thomas Uhrberg kørte endnu en dansk hest, Babymoney fra Thomas Fischers stald.
Parret blev nummer seks i Kalmarsundstayeren i 1.16.5/3140 m – det gav 7.000 SEK i præmie.
Løbet vandtes af storfavoritten Platon Face (Raja Mirchi) med Adrian Kolgjini i 1.15.1/3180 m.