Dennis “Turbo” Olsen sadler om
Dennis “Turbo” Olsen udvider stalden med seks heste og flytter ind på nyt træningscenter.
Det hører desværre til sjældenhederne, at hestene bare “vælter” ind i stalden hos de danske travtrænere, så Dennis Olsen er selvfølgelig i godt humør efter han netop har overtaget det daglige ansvar for alle Stald Alvikas seks heste. Stalden drives af Lunden-amatøren Allan Bo Rasmussen, som sidste år var med i kampen om årets amatørchampionat på hjemmebanen.
Samtidig flytter Dennis Olsen ind på Stald Alvikas træningscenter i Hedehusene vest for København.
– Der er nogle rigtig fine træningsfaciliteter på gården, bl.a. en 850 meter ligeud-bane i kuperet terræn og en rigtig god ridesandbane på 350 meter, så der er basis for at skabe nogle gode resultater, siger Dennis.
– Jeg har haft nogle heste stående i min stald på Lunden henover vinteren og det fortsætter jeg nok med lidt endnu, men ellers er det tanken, at alle mine heste skal samles på træningscenteret i Hedehusene.
Dennis Olsen startede som træner på Lunden i slutningen af 2009 og havde i fjor sin hidtil bedste sæson med 10 sejre og 286.000 kroner i indkørte præmier til stalden.
– Det er gået frem hvert år siden jeg startede som træner og jeg regner da med at slå sidste års cifre, selvom jeg ved det er en hård branche. Som mange andre trænere kunne jeg godt bruge lidt flere startheste, men hestene har gået udmærket og der er flere interessante ungheste på vej, så alt i alt ser jeg positivt på fremtiden, siger Dennis.
Fire 3-åringer
Stalden tæller bl.a. fire 3-åringer, hvoraf kun Touch Of Chili (1.18,0-6.000 kr) har startet på nuværende tidspunkt.
– Hun har været rimeligt tidligt ude og har gået pænt i sine første starter, men tiden må vise om Touch Of Chili kan blive til noget mere på sigt, siger Dennis, som giver sine øvrige 3-åringer flg. ord med på vejen:
– Tricky Østervang er lillesøster til Kundun Østervang (1.12,5a-861.000 kr) og træner rigtig godt. Hun er ved at være prøveløbsklar og kommer når det bliver lidt varmere i vejret.
– Tempo Lund og Tanqueray går der lidt længere tid med. De kommer først i prøveløb i løbet af sommeren. Jeg har jo altid forventninger til mine heste – det gælder også de her to – men om de indfrier dem er som bekendt en anden sag.
I næste årgang står “Turbo” også ganske godt rustet med fire 2-åringer på træningslisten.
– Peter Wilhelmsen (Stald Chili) købte to åringer på sidste års svenske Kriterieauktion, Chip de Castella (hingst e. Infinitif) og Chitchat Queen (hoppe e. Victory Abroad), som pt. træner efter 1.35/2000 meter. Derudover købte min bror Thomas en hest på Derbyauktionen på Lunden, U Nilema Pearl (hingst e. Classic Grand Cru), og så har jeg også Waqas Esterel (hoppe e. ENS Snapshot). De to sidstnævnte kan pt. omkring 1.37-1.40/2000 meter.
Classic Puzzle hos Puro
Sammen med Det Danske Travselskabs bestyrelsesformand, Lunden-amatøren Peter B. Wilhelmsen, ejer Dennis Olsen amerikanskfødte Classic Puzzle, der efter en fin indledning på karrieren i sit hjemland – Classic Puzzle vandt tre løb i fem starter og satte rekord 1.11,4a – ikke har levet op til forventningerne siden hesten som 4-års kom til Danmark.
Der er dog ingen tvivl om, at den nu 6-årige hingst indeholder ganske fin kapacitet og derfor har ejerparret valgt at forsøge Classic Puzzle hos en af Sveriges førende trænere, Petri Puro på Halmstad.
– Sidst jeg talte med Petri regnede han med, at Classic Puzzle ville være klar til start i løbet af foråret, men vi har intet hastværk. Han træner meget bakke- og styrketræning, og det er selvfølgelig vores håb, at han kan tjene nogle gode penge fremover, siger Dennis.
Classic Puzzle har været hos Petri Puro siden begyndelsen af januar måned.