TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ro og samarbejde i fokus

af | Nyheder

Pål Morten Tung blev i går valgt ind i Det Danske Travselskabs bestyrelse og for den tidligere topidrætsmand og nuværende coach handler det i første omgang om at skabe ro og samarbejde.

-Mit hovedfokusområde er at skabe ro og orden; jeg er måske en slags diplomat, som kan sætte folk sammen og få dem til at blive enige om et fælles fodslag.

Pål Morten Tung. Foto: Henrik Berg

Det lyder måske lettere sagt end gjort når man har med travsportsfolk at gøre, men Pål Morten Tung lægger ikke skjul på, at han forventer at kunne bruge sin baggrund som virksomhedscoach når han fremover skal samarbejde med de fire øvrige bestyrelsesmedlemmer i Det Danske Travselskab, der unægtelig er midt i en yderst turbulent periode.

Mange har en idé om, hvordan Charlottenlund Travbane skal ledes og det medførte kampvalg om de to bestyrelsesposter, hvor der i første omgang var ”dødt løb” mellem tre af de fem kandidater.

En af disse var den – for mange – ukendte Pål Morten Tung, som endte med at blive topscorer i omvalget, hvor den 50-årige nordmand fik 101 stemmer mod Jesper Nielsen og Flemming Mogensen med hhv. 71 og 51 stemmer.

Men hvem er han egentlig, denne norskfødte hesteejer og amatørtræner, som pludselig kom ind fra sidelinjen og endte med at sende et par erfarne bestyrelsesmedlemmer som Flemming Mogensen og Tina Boye ud i kulden?

Det har Travservice.dk sat sig for at opklare og derfor har vi sat Pål Morten Tung stævne til en lille snak om fortid om nutid.

-Jeg kommer fra Trondheim i Norge og i mange år dyrkede jeg topidræt på eliteniveau – både løb, skisport og taekwondo, hvor jeg i en periode var på det norske landshold og vandt flere guldmedaljer i flere nationale konkurrencer, indleder Pål Morten Tung.

-Jeg er med andre ord vokset op med en ”vinderkultur” i blodet; al min tid gik med træning og idræt.

-De sidste 20-25 år har jeg arbejdet med ledelse og udvikling af virksomheder. Jeg har bl.a. været adm. direktør i den svenske koncern ITAB og blev i 2002 sendt til Danmark, hvor jeg skulle fusionere to virksomheder, som ITAB havde købt. Siden er jeg så blevet hængende.

Tidligere travformand og amatørkusk
For Pål Morten Tungs vedkommende kom travsporten ind i billiedet i 1991, hvor han købte sin første travhest, og begyndte at træne heste sammen med sin barndomskammerat, Ola Åsebø.

-Vi havde et fint samarbejde igennem en del år, hvor vi bl.a. købte flere heste i Sverige fra Hornline og andre stutterier, fortæller Pål Morten Tung.

-Der var ikke nogle internationale stjerner iblandt, men vi havde på et tidspunkt op mod 10 heste i stalden. Den bedste årgang var Speeedy Erik, Scan Timberlake og Golden Birgitte; sidstnævnte blev i øvrigt solgt til Danmark som følhoppe.

-Jeg har også selv kørt travløb, men kun såkaldte ”lokalkøringer” på Leangen Travbane. I Norge er der en masse travforeninger, og mange af dem har deres egen bane og jeg sad i en periode som formand i den lokale travforening, men det hele sluttede da jeg flyttede til Danmark i 2002.

-Jeg solgte mine heste og nogenlunde samtidig flyttede Ola til Sverige, hvor han senere købte træner Christer Nylanders gård i Bergsåker. Han har siden haft fin succes og var bl.a. træner og medejer af Hard Times, der i 2017 vandt Norsk Trav Kriterium.

I dag har Pål Morten Tung og samleveren Betina Ekman Jensen, som er dressurrytter, i alt tre travheste: Rocky Pop (se)(Racer Bourbon), Family Dream E T (se)(Dream Vacation) og den 2-årige hoppe Fiore (Great Challenger), som han købte på Derbyauktionen i fjor.

-Rocky Pop har gjort det fint med tre sejre, mens Family Dream E T vandt sin debut på Jägersro. Desværre var han dårlig næste gang og har pådraget sig en alvorlig skade, så han skal stå stille de næste otte uger, siger Pål Morten Tung.

-Fiore er en fantastisk hest, som jeg glæder mig til at starte – det største talent jeg har haft hidtil.

Pål M. Tung træner selv familiens heste på ejendommen i Fjenneslev mellem Ringsted og Sorø.

Overrasket over valget
Pål Morten Tung er tidligere blevet opfordret til at stille op som kandidat til Det Danske Travselskabs bestyrelse, men det var altså først i år, at han besluttede sig for at gøre alvor af det – dog uden forventninger om at blive valgt.

-Der er ikke så mange, der kender mig, så det var en overraskelse at jeg blev valgt ind og ikke mindst at jeg var den, der fik flest stemmer, siger Pål Morten Tung, som inden den afgørende afstemning bl.a. blev spurgt, hvem han ville stemme på som formand.

 “Det har jeg ingen forudsætninger for, men vil gerne tale med begge kandidater og høre hvad medlemmerne synes.” lød det lidt neutrale svar og i dag uddyber Pål M. Tung svaret:

-Jeg følte ikke at jeg var i stand til at træffe en beslutning her og nu; jeg var nødt til at ha’ mere fakta og vide mere om virkeligheden. Så det har jeg brugt det meste af tiden på i dag, hvor jeg har talt med 20-30 af travselskabets medlemmer for at høre deres holdning til forskellige ting, siger han.

-Du får mig ikke til at sige et navn; vi holder det første bestyrelsesmøde på onsdag og jeg synes ikke at nogen skal læse min mening i medierne før mødet – det er ikke fair. Det er vigtigt at vi får en god dialog om tingene.

-Men som sagt er mit fokus rettet mod at skabe ro og orden; vi har et ansvar nu og det kræver, at vi har nogle normer eller spilleregler, som vi følger. Som det er nu, har måske mange mistet lidt fokus og følelserne er for meget inde i billedet.

Motivation
Som coach har Pål M. Tung mange værktøjer som han kan tage med sig i sit kommende bestyrelsesarbejde, men han er godt klar over, at det ikke bliver nogen let opgave i en sport, hvor der nærmest har været tradition for at modarbejde hinanden.

-Jeg ved udmærket godt, at der er mange meninger i en forening som Det Danske Travselskab med over 200 medlemmer. Det skal det også være og det ser jeg ikke som noget problem, men det er et problem hvis der opstår ”subkulturer” – så er der ingen, der kan vinde, siger Pål M. Tung.

-For Lunden handler det om at vi er nødt til at acceptere at folk er forskellige, for at det kan trække os sammen. For selvom vi er uenige, er det bedre at få gjort noget i stedet for ingenting. Det har altid været min holdning, men det er specielt svært når det er en forening. Hvis det havde været en virksomhed, ville jeg garantere at vi kunne vende udviklingen på to måneder …

-Jeg har overordnet set fire hovedfokusområder – Mennesker, Transparens, Udvikling og Struktur – og jeg synes det er spændende at arbejde med mennesker, og især motivere andre. Tænk på hvor meget energi der bliver frigjort, hvis vi klarer at skabe ro og trække i samme retning!

-Som jeg opfatter det vil folk gerne ha’ forandringer, men det her handler ikke kun om Lunden; det handler også om at strække en hånd ud til Dansk Hestevæddeløb og de andre organisationer. Lunden skal igen være dansk travsports flagskib, men vi klarer det ikke alene.

Rocky Pop og Pål Morten Tung (t.h.) efter en sejr på Lunden med Ken Ecce i sulkyen. Foto: Martin Timm Holmstav

Svær situation
Blot få dage inden torsdagens generalforsamling blev Klaus Koch præsenteret som ny direktør på Lunden – umiddelbart et særdeles godt valg, men det var kun tre af de fem bestyrelsesmedlemmer, som var med til at ansætte den tidligere sportschef på både Lunden og Solvalla.

Det kom frem på generalforsamlingen, hvor den tidligere formand Anders Lou Hendriksen fortalte, at han kun var blevet informeret om ansættelsen via SMS.

-Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den måde, Klaus Koch blev ansat, men han er i en svær situationen i og med, at nogle af dem, der har ansat ham, er ude. Hvad der sker fremadrettet ved jeg ikke, men det er helt sikkert noget vi vil diskuttere på onsdag, siger Pål M. Tung, som glæder sig meget til det kommende bestyrelsesarbejde.

-Selvom vi ikke har en plan, ER det jo en overordnet plan, men vi er nødt til at ha’ styr på lederskabet, bestyrelsen og ikke mindst hvem der skal lede Lunden.

-Det er ikke noget, der kan klares på no time og derfor håber jeg, at medlemmerne har tålmodighed til at give os chancen for at lykkes med det her, for det vil tage noget tid.