TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Trot Kronos bedst i Sommertravets finale i V75

af | Nyheder

Det var spil til ét mål, da Sommertravets finale indgik i V75-spillet lørdag på banen i Rättvik. Veijo Heiskanen havde hyret Jan Nordberg bag sin fine femårige Muscle Hill-søn Trot Kronos, og Nordberg gjorde ikke noget forkert. Trods tillæg sad parret i front efter en omgang, og siden var der aldrig tvivl om udfaldet. Sejren var 300.000 SEK værd og blev hjemtaget i 1.13,5 over de 2660 meter.

Gulddivisions-eksperten On Track Piraten fik det lidt for hårdt i sporene fra dobbelt tillæg og måtte nøjes med femtepladsen.

Fra lørdagens V75-spil skal nævnes en double til Örjan Kihlström. Han var først gæstekusk bag Stig H. Johansson-trænede Seedorf O.M.F. (Algiers Hall), der hentede sæsonens første sejr trods udvendigt løb på Food Money i Gulddivisionen. Med kun fem heste til start var det en noget amputeret udgave af bedste klasse i det svenske, og når Seedort O.M.F. uden sejre i sæsonen kunne gøres til 18:10-favorit, var klassen også til at overse.

Örjan Kihlströms anden V75-vinder kom i koldblodsløbet, hvor Faste Viking (Järvsöviking) i et tæt duel akkurat trak det længste strå.

Ôrjan Kihlström i aktion. Foto Kanal 75

Og apropos Örjan Kihlström så har flere svenske medier i de seneste dage bemærket, at stjernekusken ikke er sat op bag Stefan Melander-heste for tiden – faktisk ikke siden d. 8. juli. Derfor fik Kihlström et direkte spørgsmål af Travronden forud for lørdagens V75-løb, om der var kurren på tråden mellem ham og Melander.

Kihlström afviste, at han og Stefan Melander er uvenner, og at fravalget udelukkende er fra Melanders side, men catch driveren anerkendte også, at der havde været et par episoder, hvor ”det blivit lite för mycket krockar med andra hästar på slutet”.

Udtrykket dækker nok over, at tingene ikke er gået helt efter forventningerne de seneste måneder – ja, måske endda helt fra forberedelserne til Elitloppet for Nuncios vedkommende.

Lidt data på Kihlström-formen viser, at han er spillet til under fire gange pengene i 20 af de seneste 50 starter, hvor det er blevet til otte sejre. Samlet set holder stjernekusken de 18 i sejrsprocent i denne sæson, hvor det er blevet til godt 24 mio. SEK i indtjente penge.