TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Tror på en bedre indsats”

af | 15. maj 2020 | Nyheder

Fetlock Joint er på papiret på en hård opgave i 3-års Eliten på Copenhagen Cup-dagen, men måske kan sidste års nummer tre i Dansk Opdrætningsløb indeholde en overraskelse.

-Jeg håber som udgangspunkt på en præmie! griner Fetlock Joints opdrætter, ejer og træner, Lunden-amatøren Peter Søndergaard, med henvisning til, at der er præmier til samtlige seks deltagere i 3-års Eliten.

Fetlock Joint. Foto: Burt Seeger

Fetlock Joint har startet to gange i år. I sæsondebuten på Halmstad blev det til galop, mens han senest var nummer tre på Lunden i tiden 1.17,2a/2000 meter.

-Og han har faktisk skuffet mig begge gange, siger Peter Søndergaard.

-At der så efterfølgende har været nogle “undskyldninger” – første gang var han ude i en hård åbning i sæsondebut og anden gang var han lidt svag pga. en halsinfektion – er en anden sag, men træningen har har i hvert fald forløbet fint og derfor tillader jeg mig at tro på en bedre indsats denne gang.

-Fetlock Joint SKAL dog også levere hvis han fremadrettet skal være med i årgangsløbene, men det vil de næste par starter vise.

-Jeg ved godt, at han på papiret ser ud til at få det svært, men han har trods alt besejret Frank Bounce Jr. begge gange de har mødtes og har faktisk også slået Flora en gang, så nu må vi se …

Peter Søndergaard har som nævnt selv opdrættet Fetlock Joint (“Kodeled” på engelsk) og har stadig hans mor, amerikanskfødte Blue Star Micarcle (Muscle Memory), der i år har fået et hingstføl.

-Men der var komplikationer med folingen og der er stadig problemer med føllet, så jeg ved ikke helt hvor vi ender, men hun skal i hvert fald ikke bedækkes igen i år, siger Peter Søndergaard, som også har en lillesøster til Fetlock Joint, 2-årige Gia Joint (ENS Snapshot).

-Hun er ikke så langt og kommer ikke i prøveløb lige foreløbig. Hun er desuden slettet i alle årgangsløb, slutter den tidligere amatørchampion på Lunden.