TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tronskifte på vej i Frankrig?

af | Nyheder

Ready Cash-sønnen Gotland er den klart mest vindende hest i den franske G-årgang, selv om den har svigtet i to Gruppe 1-løb. Men nu er andre hingste i årgangen begyndte at hævde sig stærkt i løbene.

Gotland Foto Gerard Forni

Selv om Philippe Allaires Gotland er årgangens mest vindende med 454.100 Euro og hurtigste med 1.11.3a/1609 m, så er dens position som årgangens stjerne blandt eksperter rokket, fordi den har svigtet i årgangens hidtil to største løb, Criterium des Jeunes og Criterium des 3 Ans, men også i et Gruppe II-løb i november.

Måske kan Gotland med Eric Raffin i eftermiddag genvinde den respekt, der stod om den efter en flot indledning på karrieren.

Gotland gik ubesejret gennem 2-årssæsonen, hvor den sejrede 5 gange, og den vandt også sæsondebuten som 3-åring, inden den satte alt over styr ved galop i Criterium des Jeunes.

Siden blev det hen over året til 3 sejre, 3 anden og 1 tredjeplads inden en ny skuffelse i Criterium des 3 Ans, hvor den endte på en niendeplads.

I eftermiddag udfordres Gotland i første række af Gu D’Heripre (Coktail Jet) med Franck Nivard, der var meget tæt på at vinde Criterium des 3 Ans samt af såvel staldkammeraterne, Ready Cash-sønnerne Gallant Way med David Thomain og Golden Bridge med Yoann Lebourgeois, der henviste ham til en tredjeplads i november.

Feltets enlige hoppe og årgangens næstmest vindende, Green Grass (Bold Eagle) med Matthieu Mottier samt Guillermo Sport (Orlando Sport) med P. J. Pascual Lavanchy kan også blande sig i afgørelsen.

Især skal det blive spændende at se, hvad Guillermo Sport kan udrette.

I Criterium des 3 Ans missede den totalt starten og satte mange meter til, men nåede alligevel op på en sjetteplads.

4-åringers møde over 2700 meter volte er 5. løb på Vincennes med start klokken 15.50.

6. løb, montéløbet Prix de Calvados om 130.000 Euro er den sidste forprøve før Prix de Cornulier og rides som 6. løb klokken 16.25.

12 Bilibili med Alexandre Abrivard, der har vundet løbet de to sidste år, er atter favorit til sejren.

DanToto har spil til hele løbsdagen på Vincennes og udsætter igen 50.000 kroner til en enlig rigtig række i V5-spillet.