TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Triochance til Bella Højgård

af | Nyheder

Morten Friis – som ved årsskiftet formelt overtog det overordnede ansvar for Team Friis’ træningsstald – er i dag på plads på Jägersro med den tidligere Hoppe Derby-toer Bella Højgård.

I aften gælder det et sprinterløb med 35.000 SEK til vinderen og på trods af startsporet (7) føler Morten Friis sig ikke slået på forhånd.

-Bella Højgård går næsten aldrig et dårligt løb og står rigtig godt i løbet, men er jo desværre havnet langt ud på vingen. Hun løber dog i stenhård konkurrence hver gang og er i fin form, så jeg ser hende som en triochance, siger Morten Friis, som 1. januar overtog træneransvaret for alle staldens heste – med undtagelse af Briola og Emil V P, som stadig officielt trænes af “Senior” alias John Friis, der selv ejer begge heste.

-Det er noget vi har talt om igennem længere tid og helt naturligt efterhånden som min far bliver ældre – han er lige fyldt 66, men kommer jo dagligt i stalden på Skive Trav, hvor vi har nogle ungheste stående.

-Det der er lavet om er, at jeg nu næsten udelukkende træner størsteparten af hestene hjemme på min egen gård, og så kun kommer ind på banen et par gange om ugen.

C You Again til Jägersro
En af de heste, der forhåbentlig får en ny stor sæson hos Team Friis er C You Again, der med ni sejre i fjor blev den oftest sejrende heste i Danmark.

The Liquidator-sønnen afsluttede sæsonen med en flot sejr i Aalborg og matche nu ligeledes mod Jägersro.

-Præcis som med Bella Højgård er der ingen løb herhjemme, der passer, så C You Again starter onsdag den 22. januar på Jägersro, siger Morten Friis.

-Det er første gang han skal starte uden for Danmark og det er ikke gået 100% tidligere når han har rejst langt, men vi prøver at ændre lidt på oplægget og tager en rejsekammerat med, så håber vi det går bedre.

Mit bedste kort til årgangsløbene
Med 38 sejre og 1,2 mill. kroner i indkørte præmier har Morten Friis i fjor en af sine bedste sæsoner til dato, bl.a. takket være Evita (Wishing Stone), der sluttede året med en sejr i Dansk Avlsløb for Hopper og i alt tjent 149.250 kr.

-Evita er helt klart mit bedste kort til årgangsløbene i år. Hun træner i øjeblikket tre til fire gange om ugen, men bare stille og roligt for at opbygge muskler. Jeg regner ikke med, at hun kommer til start igen før i begyndelsen af maj måned, siger Morten Friis, som pt. har 22 heste på træningslisten, heriblandt fem 2-åringer og fem 3-åringer.

-2-åringerne træner bare på og viser fint talent, men om de kommer til start i år, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt.

-3-åringerne træner også fint og virker til næsten at være klar til start. Freja Skovsende (Farifant), der er lillesøster til Dicte Skovsende, starter fredag i Skive. Hun virker fin, men mangler nok lige det sidste og skal lige i gang.

Henrik og Morten Friis med Faithful Pete efter Lexington-auktionen. Foto: Karsten Bønsdorf

Blandt 3-åringerne bemærker man amerikanskfødte Faithtful Pete (Uncle Peter), som Morten Friis og broderen Henrik Friis købte på Lexington-auktionerne i oktober 2018 for $ 8.000.

-Han har døjet med noget forkølelse, men har været fit for fight siden fremvisningsløbet i Billund i november måned, så jeg tror, at han bliver godkendt i februar måned, siger Morten Friis.