Travtræner udelukket for at spille
Den succesrige svenske B-træner Micael Broberg, der i lørdags havde to heste, der vandt V75-løb, er blevet udelukket, har fået en bøde samt konfiskeret spillepræmier for at have udarbejdet et anpartsspil til V75.
Humøret var som sædvanligt højt hos Micael Broberg, efter V75-sejrene med såvel Dani Boko som West Wing i lørdags.
Den svenske B-træner har inden for det sidste års tid gjort sig kendt med sine bramfrie udtalelser i talt med at heste som West Wing, Dani Boko og ikke mindst Spitcam Jubb har gjort det godt i løbene.
Men i dag er smilet stivnet efter Svensk Travsport har idømt Micael Broberg en udelukkelse fra løbsdeltagelse i tre måneder, en bøde på 30.000 kroner samt konfiskering af gevinsterne på de anparter han selv købte i spillet.
Micael Broberg havde lavet et andelsspil til kiosken Direkte i Bollnäs, og systemet havde 6 rigtige og gav næsten 6.000 kroner i gevinst til hver af de 67 andele, der var solgte.
Men fordi Michael Broberg som træner startede to heste inden for V75-rammen overtrådte han det svenske løbsreglement, hvor der står: ”Den som kör/rider eller tränar häst som startar i lopp får inte i detta, varken personligen, genom ombud eller som ombud, ingå vad vid totalisatorn eller hos andra spelarrangörer. Detta förbud omfattar även sammansatta spelformer (till exempel V75) om aktuellt lopp ingår i dessa spelformer”.
At Svensk Travsport i det hele taget blev opmærksom på at Broberg havde lavet et V75-system sørgede han selv for ved på TV at fortælle, at han havde lavet et system, der var på vej til at vinde store penge.
-At jeg er udelukket fra at køre i tre måneder gør mig ingen ting, men det er princippet i dommen, jeg er sur over, siger Micael Broberg.
-Jeg kan ikke forstå, at de (Svensk Travsport red anm. ) er så hårde. Jeg havde selv tre andele og så købte jeg tre andele til tre venner, der ikke har egne ATG-konti, så det bliver dyrt for mig, for jeg vil naturligvis sørge for at mine venner for deres gevinster.
-Jeg troede det var OK at stå for spil-systemet, men nu kan jeg godt se, at det var forkert selv at købe andele i spillet, siger Micael Broberg.
Micael Broberg – og andre trænere og kuske – må gerne levere tips til andelssystemer etc., men de må ikke som i Brobergs tilfælde i lørdags stå som ansvarlig i ATGs andelssystem Tilsammans på nettet – og selv have købt andele i spillet.
Micael Broberg vil således fortsat levere tips til kiosken i Bollnäs, men fremover vil det være butikschefen, der står som spilansvarlig og holdkaptajn.
Kilde Kanal 75