Dansk travsport centreres omkring de øst- og nordjyske baner i Aarhus, Skive og Aalborg, der får flere penge at køre om, mens præmieniveauet på Lunden beskæres, banerne i Odense og ved Nykøbing F lukkes, mens Billund bliver sommerbane.
Den plan som Dansk Travsports Centralforbunds bestyrelse i dag præsenterede for sine medlemmer ved et møde på Fyens Væddeløbsbane har taget udgangspunkt i at styrke travsporten, der hvor der i forvejen findes et stort antal heste i træning.
Det lå i kortene, at der skulle lukkes baner, og tidligere har det været meldt ud, at banen ved Nykøbing F samt Billund var banerne i farezonen.
Nykøbing F lukkes ved årsskiftet – banen har endnu fem løbsdage planlagt i år.
Billund-banen overlever, men som sommerbane – dvs, at den vil have en sæson fra april til udgangen af oktober – som Bornholm har det i dag.
Fyens Væddeløbsbane foreslås lukket – også fra Nytår. Banen har ellers gennemgået store moderniseringer i de senere år – til forskel fra Billund Trav
Hvis HFF accepterer den indstilling, som Dansk Travsports Centralforbund har lavet, så vil der være følgende travbaner efter 1. januar.
Aalborg – trav/galop
Skive
Aarhus – trav/galop
Billund
Charlottenlund
Bornholm
Den nye virkelighed er en udløber af de politiske Idrætsaftale, som Kulturminister Marianne Jelved fik lavet i fjor.
Idrætsaftalen beskærer Hestevæddeløbssportens budget med 30 millioner over en årrække.
Idrætsforliget trådte i kraft ved årsskiftet, og i år har sporten haft et budget på 84.1 millioner kroner. I 2016 vil dette beløb være 72,4 millioner kroner, i 2017 67.4 millioner kroner og i 2018 62.4 millioner kroner.