Kenn Erik Bech fortsætter sin artikelserie med forskellige nedslag om hvad der skete i 1974 i Dansk Travsport – Kilde: Traver – Kalender for Danmark:
Af Kenn Erik Bech
Den 23. august udkommer ”Traver-Kalender for Danmark”, og her meddeles det, at der er tildelt lokallicens til banen Charlottenlund til 11 håbefulde unge mennesker.
Blandt navnene ses bl.a. Bo Jondahl, Birgit Kierstein og Lars Raahauge.
Også til Amager Travbane er der udstedt lokallicens til flere personer, blandt dem ses Jørn Clevin, Henning Beyer, Jørgen Køppen og Kaj Jonassen.
Ydermere er der udstedt jockeylicens samme dag til de senere trænere, Ole Hjorth og Asbjørn Nielsen.
*
En uge før Dansk Derby 1974 køres der trav på derbybanen i Charlottenlund. Hobbykuskene er i fokus, da der køres fire af dem. Guldhesten er med to indledende afdelinger og en A og en B-finale.
1. afdeling vindes af Leo Jensen med hesten Oberst Dilman, 2. afdeling af Kaj Ibsen med Kejser Hanover.
A-finalen vindes af hr. Pauli Andersen med Mosdal, der blev nummer fire i indledende.
B-finalen vindes af fynske Karsten Bønsdorf med Nestor Mosebæk, parret opgav i indledende, nok efter galop…..
*
Noget forsinket meddeler Travkalenderen den 29. august, at otte personer har fået tildelt trænerlicens.
I Billund er det Preben Kjærsgaard og Peter K. Hansen, i Århus Walther K. Pedersen, til Amager-banen er det Vagn Bruhn og Povl Larsson, mens der på Falster er tre unge mennesker, der får deres trænerlicens: Arvid Olsen, Peter Petersen og J. Rigo Larsen.
En masse heste meldes døde i samme nummer af kalenderen.
Et af navnene er 25-årige Oscar den Store, som Koster vandt sin sidste sejr med – i hans sidste køretur.
Det skete 18. december 1960. Oscar blev ikke den store succes i avlen, men blev dog far til en Derbyvinder. Gigant, der vandt i 1965.
*
Dagen før dagen, altså derbydagen i Charlottenlund. Her køres der trav på fire baner lørdag den 24. august.
Næste nostalgiske tilbageblik vil fokusere på derbydagen 1974 i Lunden.