TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Travhesteejerforeningen søger om optagelse i Dansk Travsports Centralforbund

af | 23. apr 2026 | Nyheder

Den nystiftede forening, Dansk Travhesteejerforening, der har cirka 200 medlemmer, søger nu om optagelse i Dansk Travsports Centralforbund (DTC).

På sin vis er det historien, der er på vej til at gentage sig.

Sådan er det jo ofte.

I 1990-erne kæmpede Sammenslutningen af Danske Travhesteejerforeninger om at blive optaget i DTC, og det lykkedes til sidst.

Imidlertid afgik denne forening ved en stille død for en halv snes år siden.

Siden har der ikke været en egentlig repræsentation for danske travhesteejere i DTC

Nu har initiativrige personer etableret Dansk Travhesteejerforening og på kort tid fået  200 medlemmer, ligesom  foreningen har fået opbakning fra start set alle hesteejerforeninger på landets baner.

Aalborg Hesteejerforening er den sidste og tager stilling til et tilhørsforhold til Travhesteejerforeningen på et møde i aften.

Og hvad er det så Hesteejerforeningen står for og vil bidrage med.

Det skriver man i en pressemeddelelse, der blev udsendt tidligere i dag:

Som forening arbejder vi målrettet for at samle og styrke hesteejernes stemme. Vi ser et stort behov for øget indflydelse for hesteejere i de beslutningsprocesser, der former sportens fremtid. Gennem et tættere samarbejde med DTC ønsker vi at bidrage konstruktivt til at sikre bedre vilkår for både nuværende og kommende hesteejere.

På den korte bane arbejder vi helt specifikt på:

* Større præmier, eller en anderledes fordeling af præmierne for at sikre bredden i sporten. Gennem en konstruktiv dialog med DHV har vi allerede bidraget til det, som det fremgår af årets første løbsudskrivninger med en større første og sidste præmie.

* Højere opdrætterpræmier, i den første del af løbskarrieren

* Bidrage til løbsudvikling

* Skaffe flere, nye hesteejere. Vi skal blandt andet være synlige på større løbsdage for at hverve nye hesteejere

* Stimulere efterspørgslen på dansk travopdræt