Travede Snowstorm Hanover sig ind i Elitloppet?
Onsdag aften leverede den 8-årige amerikanskfødte hingst, Snowstorm Hanover sin hidtil bedste præstation siden importen fra USA i 2018, da den vandt The Onions Lopp på Solvalla i 1.09.8a/1640 m.

I 2017 vandt Snowstorm Hanover (Muscle Massive) et af USA’s største løb for 3-åringer, Kentucky Futurity.
Nogle måneder senere købte svenske Stefan Melander, Stall Z hesten og tog den til Sverige.
Her har Snowstorm Hanover løbet pænt, men ikke prangende og i fjor valgte Stefan Melander at sætte den i træning hos Daniel Redén.
Efter en løbspause på to måneder i begyndelsen af dette år viste Snowstorm Hanover sig fra en bedre siden, da den besatte en andenplads på Gävle den 24. marts for Magnus A. Djuse i 1.11.2 og fulgt op med endnu en andenplads i 1.12.6a/2140 m på Bergsåker den 2. april.
Og så kom den store forløsning i aftes på Solvalla, hvor Snowstorm Hanover og Magnus A, Djuse tog spids og førte an i 1.08/500 m og 1.10.5/1000 m for at afslutte med 1.08.9/500 m til sikker sejr med 5 længder i fine 1.09.8a/1640 m – på andenpladsen Milliondollarrhyme med Ulf Ohlsson i 1.10.2, mens Click Bait med Peter Lennartsson besatte tredjepladsen i 1.10.4.
Vindertiden 1.09.8 var i øvrigt ny rekord for Snowstorm Hanover – i USA var Snowstorm Hanovers bedste notering som 3-åring 1.10.4.