TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Trav og galop på hestemesse i Herning

af | Nyheder

Årets største danske hestebegivenhed udstillingen Hest & Rytter i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning startede torsdag og fortsætter til og med søndag. Dansk Hestevæddeløb har også i år en stand.

Foto Dansk Hestevæddeløb/Morten Mejnecke.

I år er Dansk Hestevæddeløbs stand ændret i forhold til tidligere år.

-Vi har fået lavet en stand, der kan bruges til andre udstillinger, messer og på væddeløbsbanerne, fortæller Claus Bossow fra Dansk Hestevæddeløb.

Dansk Hestevæddeløb har givet landets væddeløbsbaner mulighed for at promovere sig på messen, men kun fire af de ni baner har efterkommet tilbuddet.

Fredag formiddag kl. 10.00 vil Skive Trav være indbudt vært med mulighed for at promovere den nordvestjyske bane, mens Charlottenlund fra kl. 14.00 tager over. 

Lørdag byder DH-standen på talks med Bubber som vært, når han fra kl. 11.00 taler med Oliver Wilson, Lucas Kirk, Lillian Uglebjerg og afslutter med René Kjær.

På Dansk Hestevæddeløbs stand er det muligt at ”prøvekøre” en traver, og få oplysninger om væddeløbssportens, men også i år glimrer fraværet om oplysning til de mange avlere af forskellige hesteracer, der besøger messen, om de fordele der er ved at opdrætte trav – og galopheste – i forhold til andre hesteracer – nemlig Opdrætterpræmierne, der for flere trav/galop-opdrættere er årlige sekscifrede beløb.

Hest & Rytter er enestående mulighed for at få fat i nye trav/galopopdrættere – og det er der brug for!

Mere end 60.000 gæster ventes til Herning til arrangementer, der for mange år siden startede med en hingstekåring i Dansk Varmblod.

Fra at være et arrangement for de indviede har det nu udviklet sig at være en messe for alle hesteinteresserede, ligesom der fredag og lørdag aften afvikles to gallashow, hvor hesten er det gennemgående tema.