TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Trænersejr nummer 50

af | Nyheder

Morten Juul fortsætter successen med to sejre i Skive og kan være på vej mod sin bedste sæson nogensinde.

Dickson Shadow måtte “nøjes” med sekundære placeringer i både Dansk Trav og Aalborg Store Pris, men ellers er sejrene kommet på samlebånd for Morten Juul den sidste måneds tid.

Alene i september måned har Skive-trænerens stald foreløbig vundet syv sejre i 12 starter – svarende til en sejrsprocent på imponerende 58 og med dagens double på hjemmebanen passerede Morten Juul altså 50 sejre i denne sæson.

Det er der ikke mange danske trænere, der kan prale af. Faktisk har kun Flemming Jensen (70 sejre) og Steen Juul (62) vundet flere løb til stalden i år.

Dagens første sejr – årets trænersejr nummer 50 til Morten Juul – kom med stortalentet Elegant C N (ENS Snapshot), der med René Kjær i sulkyen overtog kommandoen efter 900 meter og siden sejrede ganske let i tiden 1.16,6a/2060 meter.

I det efterfølgende var Birger Jørgensen på pletten med Elegant C N’s staldkammerat Holland (Timoko), der efter et afventende løb bagerst i feltet blev sendt afsted med 500 meter tilbage og til slut nedkæmpede den førende Bi Quito til sikker sejr i tiden 1.15,6a/2060 meter.

I fjor vandt Morten Juul-stalden 60 løb, hvilket er rekord, men indtjeningsrekorden lyder på 1.659.000 kroner og stammer fra 2016.

De cifre kan meget vel blive forbedret i år.