TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Topsport i Skive

af | Nyheder

Frozen vinder foran Rocky P H. Foto: Flemming Andersen

Frozen, VM Viking Cup og Moliere imponerede mest i Skive. 

På en råkold januaraften blev der vist topsport i Skive, som i aften indledte sæsonen med et flot program, hvor især hurtigklassens opgør (Liga 1) blev et yderst seværdigt væddeløb med Frozen og Marc Bæk Nielsen som en imponerende vinder.

Fra start kunne Jeppe Rask overraskende tage spids med O’grady, men måtte efter 450 meter overlade føring til totalisatorfavoritten Frozen, der afviklede de første 500 meter efter 1.09,7!

Herefter blev tempoet dæmpet ganske betragteligt (1.14,9/1000 meter) og det fik Jeppe Juel afsted med Tonicetobetrue, der ud på sidste omgang overtog kommandoen, men Marc Bæk Nielsen skiftede omgående Frozen til andet spor og kørte sig igen til spids med ca. 700 meter igen.

Frozen holdt sig foran til målstregen var nået, men der blev kamp til stregen og både Rocky P H og O’grady fik noteret samme tid som vinderen: 1.15,0a/2060 meter.

-Det blev meget stressende, konstaterede Marc Bæk Nielsen efter sejren.

-Jeg syntes, at når jeg havde kørt 1.09,7 de første 500 meter, ville jeg ikke svare Jeppe, men han tog op lige med det samme – det blev lidt taktisk fra hans side – og derfor valgte jeg at køre til spids igen. Jeg synes topformen har indfundet sig igen og han var rigtig fin i dag.

Marc Bæk Nielsen fik yderligere en sejr til stalden, da Dennis Kristiansen vandt med Al Capone (Gift Kronos).

Sejrsprocent på 50
Søren Johansson var på plads med sejrshesten VM Viking Cup (Classic Photo), der helt efter behag vandt sin sejr nummer 25 i 50 starter – ensbetydende med en sejrsprocent på 50. Taktikken var føring fra start til mål og VM Viking Cup vandt helt ukørt i tiden 1.15,5a/1600 meter, men Søren Johansson fik også lov til at køre 18 den første kilometer!

-På et tidspunkt havner han også i Liga og skal vi nok prøve at køre anderledes, men han gik i dødens sidst mod gode heste og var også rigtig fin i dag på en bane, der ikke var til hans fordel – jo, han imponerer mig hver gang, sagde Søren Johansson bl.a. i sejrsinterviewet.

Med to personlige sejre blev Bent Svendsen dagens mand i Skive, men kunne også glæde sig over, at hans datter, Maria Dueholm Svendsen, vandt sin femte montéstart på stribe – denne gang med Valiant Dalimo (Lass Drop), der virkelig er tændt til i monté.

Bent Svendsen fik bl.a. en flot sejr med Peter Jensen-trænede Moliere (Echo), der trods et løb i dødens udvendig for den førende Shaggy de sidste 1300 meter var klart stærkest til slut og sejrede i tiden 1.14,9a/2060 meter.