TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Topafstammet 3-åring til Svendsen

af | Nyheder

Balotellis helsøster er gået i træning hos Bent Svendsen, der er tilbage i dansk travsports Top 10. 

3-årige Daydreamer (ENS Snapshot) har hidtil ikke vist det store på en væddeløbsbane, men det bliver måske bedre nu efter lillesøsteren til Derbydeltageren og sejrshesten Balotelli (1.11,5a-494.000 kr) er sendt i træning hos Bent Svendsen i Skive.

-Det er en hest jeg glæder mig til at begynde at arbejde med, men bortset fra at den ser godt ud, kan jeg endnu ikke sige noget konkret om Daydreamer, der først ankom til stalden i fredags, siger Bent Svendsen, som kan se tilbage på en sæson, der foreløbig har budt på 31 sejre, heriblandt 21 med egentrænede heste.

Bent Svendsens seneste sejr i fredags på Skive Trav med Created Face. Foto: Flemming Andersen

-Det er jeg rigtig godt tilfreds med og det er især gået fremragende, siden jeg pr. 1. marts flyttede alle hestene ind på banen. Siden da er det blevet til 18 sejre med egentrænede heste, og det er egentlig meget godt med kun otte startheste i stalden.

-Alle var skeptiske, da jeg solgte gården og flyttede ind på banen, men det er i hvert fald manet i jorden. Skive Trav fungerer rigtig godt for mig, men vi har også Danmarks bedste træningsforhold – det er jo bevisligt.

31 sejre er ensbetydende med en aktuel 10.-plads på trænernes Top 10 og dermed er Bent Svendsen næsten sikker på en plads i DM for Travtrænere 2019.

-Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det er altid sjovt at være med, ikke mindst holder jeg meget at det sociale samvær der altid er i forbindelse med sådan nogle kuskematcher, siger Bent Svendsen.

Glæder og skuffelser
For de fleste travtrænere byder en sæson på både glæder og skuffelser, og for Bent Svendsens vedkommende var tabet af Opdrætningsløbsvinderen og Derbykandidaten Come On Hugo årets skuffelse, da hesten blev flyttet til Flemming Jensen.

-Jeg havde set frem til at køre Derby med Come On Hugo, men heldigvis er ejeren, ABH Consult ApS, tilbage som hesteejer i stalden med Neo (Make It Happen), siger Bent Svendsen, som i fredags vandt sin første start med staldens – og ejerens – nyerhvervelse; bedre start kunne man ikke ønske sig.

-En anden skuffelse har været Darwin Ice (Blue Mac Lad), der  gik fremrangende i sæsondebuten, men siden døjede med virus og derfor stod over i både Kriteriet og Grand Circle 4-års Championat. Det er den nu fri af igen og er begyndt at træne igen hjemme hos ejeren (Leif Bundgård, red.), så vi håber at Darwin Ice kan være et emne til årgangsløbene næste år.

Lyspunkterne
Mens Darwin Ice matches mod Derbyet, Jydsk 4-årings Grand Prix m.m. er Duka Moseby (The Liquidator) et emne til årgangensløbene for de 4-årige hopper.

-Duka Moseby har ikke været meldt i årgangsløbene i år, men er til gengæld meldt i alt næste år, siger Bent Svendsen.

-Hun har gjort det fremragende, men er nu “pakket ned” efter hun satte banerekord i Aalborg (1.12,9a/1640 meter) i sidste start. Det er en hest, jeg virkelig glæder mig til at køre næste år. Hun har gået nogle tider og præstationer, der viser, at hun ikke er meget dårligere end de bedste hopper i årgangen, så vi satser udelukkende på årgangsløbene i 4-årssæsonen.

-To af de andre lyspunkter har afgjort været Uha Uha De Hess (Coktail Jet) og Created Face (Kiss Francais), der har tjent hhv. 102.000 og 96.000 kroner i år.

-Der er ikke mange klasseheste, der tjener over 100.000, men Uha Uha De Hess gør det godt hver eneste gang. Created Face havde jeg selvfølgelig håbet på lidt mere med i årgangsløbene, men der var flere ting, der spillede ind. Til gengæld har han bevist, at han rækker fint i sin klasse.

Brezziana. Foto: Flemming Andersen

-Og så skal vi selvfølgelig heller ikke glemme Brezziana (Quite Easy U S), der har taget fem sejre i syv starter i år. Det var den første hest jeg fik i træning, da jeg flyttede ind på banen og hun imponerer igen og igen.