Tipoldemor vil være stolt
Hvis heste nu kunne læse, så er der ingen tvivl om, at den amerikanske hoppe, Divine Victory, der i dag fylder 30 år, vil være stolt over de præstationer, som hendes tipoldebarn, Extreme præsterer.

Divine Victory lever, har det godt og nyder tilværelsen i pensionistafdelingen på verdens største travstutteri, Hanover Shoe Farm i Pennsylvania.
Alle følhopper, der har virket på Hanover Shoe Farm, bliver flyttet til pensionistafdelingen, når de tages ud af avlen – og her får de lov til at leve, til de er mæt af dage.
I dag fylder Divine Victory 30 år og hvis ellers hun kunne læse, kan hun se tilbage som en karriere – både som succesrig på væddeløbsbanerne, men også i avlen.
Divine Victory (Valley Victory) satte rekord 1.11.7 og tjente 323.195 dollars og blev efter løbskarrieren solgt til Hanover Shoe Farm, hvor hun fik 13 føl i årene 1997 – 2010 – kun i 2007 sprang hun over!
Ingen af hendes føl levede op til moderens resultater på væddeløbsbanerne – det bedste afkom var Devoultly Hanover (SJ’s Caviar) fra 2008, der løb 1.11.6, vandt 11 sejre og tjente 106.175 dollars.
Men det gik bedre med hendes døtre i avlen – f.eks. Chippies Victory (Pine Chip), der i 2003 blev moder til Oaklea Omega (Balanced Image) 1.11.6 – 449.172 dollars.
Oklea Omega blev importeret til Menhammar Stutteri i Sverige, hvor hun blev moder til fem afkom med Uret (Maharajah) som den bedste på banerne med 1.13.0 – 658.900 SEK.
Oklea Omega blev også moder til Swiss Watch (From Above), der blev godkendt i 1.18.6/2140 m som 3-åring, men som aldrig kom til start.
Swiss Watch blev solgt til Bjarne Thomsen i Nordjylland – i fol ved Chocolatier – og resultatet blev Extreme!
Og i dag fylder Extremes tipoldemoder, Divine Victory altså 30 år!