Efter sejren i Grand Criterium de Vitesse søndag eftermiddag blev Timoko inviteret til at starte i Elitloppet på Solvalla. Det bliver femte gang den franske travstjerne skal starte i Elitloppet, men det er langtfra en rekord.
Som den tredje hest i år fik Timoko en invitation til at starte i Elitloppet på Solvalla den sidste søndag i maj måned, og træneren Richard Westerink var hurtig til at acceptere invitationen.
De to første invitationer er gået til Nuncio, som forsvarende vinder samt til Bold Eagle.
Det bliver femte gang Timoko skal starte i Elitloppet – første gang var i 2013, hvor han blev nummer tre i sÃ¥vel forsøg som finale.
Året efter vandt Timoko med Bjørn Goop både forsøg og finale, mens han efter en fjerdeplads i forsøget i 2015 sluttede uplaceret i finalen.
I fjor vandt Timoko forsøget i fornemme 1.09.1 og blev nummer tre i finalen i 1.09.5.
Fem starter i Elitloppet er fornemt, og når det sker kommer Timoko på omgangshøjde med såvel Adept som Victory Tilly, der begge har startet fem gange i Elitloppet.
Adept gjorde det i årene 59-63, mens Victory Tilly gjorde det i 00-01-02-03 og 06.
Men fem starter i Elitloppet er ikke rekord.
Rekorden har Xanthe, der startede ikke færre end syv gange – i årene 1965 – 1971!
To gange klarede Xanthe sig til finalen med en femteplads i 1966 som bedste resultat.
Efter søndagens sejr har Timoko i øvrigt nu indtjent 4.491.098 Euro og er Frankrigs mest vindende traver.
Inden Elitloppet kan en start i Lotteri-løbet i Napoli måske komme på tale for Timoko, men ifølge træneren Richard Westerink kræver det, at der blive fly-transport til Napoli.