Normalt skulle det ikke kunne lade sig gøre at vinde et klassisk travløb i Sverige efter en startgalop, der mindst kostede 50 meter i terræntab. Men Tetrick Wania er ingen normal hest og gjorde det – endda overlegent.
Der var meget drama om årets udgave af Svensk Uppföddningslopp.
Først måtte de to Kolgjini-heste udgå, fordi de kom for sent til karantænestalden lørdag formiddag, og så måtte starten kaldes om, da Custom Chef med Johnny Takter blev uregerlig og Takter nægtede at køre den til start.
I gyldig start hang Tetrick Wania på højre line frem mod startvognen, og det kunne gå galt – og gjorde det.
Inden startvognen havde sluppet feltet var storfavoritten til 12:10 og afkrydset på 76% i galop – og ude af løbet troede man!
-Men da jeg fik ham i trav syntes jeg ikke de andre var så langt væk, så derfor kørte jeg efter feltet, sagde Riina Rekilä efter sejren.
Foran blev der lagt ud efter 1.12 de første 500 meter og efter 600 meter havde Tetrick Wania fat i feltet.
Men dertil og så runde feltet nedad sidste langside for at fortsætte og være nærmest alene på banen i opløbet!
Det havde man nok ikke fået mange til at tro på kunne lade sig gøre med 1000 meter tilbage.
Men efter en sidste 1200 meter efter 1.11.9 skar Tetrick Wania målstregen som en sikker vinder – og tilsyneladende med kræfter i behold – i 1.13.8a/1640 m – 6 længder foran nummer to.
Opgaven var løst på en imponerende, men lidt for spændende måde.
Der var hård kamp om de næste pladser som hollandsktrænede Monastery Boko med Robin Bakker tog kort foran Julia Sisu med Per Nordström – begge i 1.14.5.
Med Premiechancen var førstepræmien på 1.4 millioner SEK til Tetrick Wanias nye ejer, Karin-Walter Mommert.