I mandags skulle der være startet en auktion over Team Lunden-hesten, Figo Vennekilde – det skete ikke – hesten var syg og er nu blevet aflivet.
Det er travbanen.dk der fortæller den triste historie om anpartshesten, der blot nåede at starte en gang for sine mange ejere.
Travbanen.dk skriver:
Figo Vennekilde tabte sig rigtig meget i den sidste uges tid og havde det tydeligvis ikke godt, og det bekymrede travtræner Alex Haagensen, der sendte bud efter dyrlægen.
Efter at have undersøgt hesten grundigt, vurderede dyrlægen, at det måske kunne være en leversygdom eller kræft i de indre organer, og at sygdommen ikke kunne behandles. Så for at give hesten fred, er den blevet aflivet (tirsdag den 22. juni 2021).
Dyrlægen skriver:
”Hesten var ved undersøgelsen mager, mat i pels og i øvrigt kedelig i hårlag. Havde indsunkne flanker og ringe muskelmasse på kryds og ryg. Hesten havde let smudsige slimhinder. Hesten virkede i øvrigt humørforladt. Undertegnede vurderede på baggrund af hestens status og historie de sidste par måneder ikke det var forsvarligt at udsætte hesten for videre udredning mhp diagnose og aflivede hesten i henhold til Dyreværnsloven”.