Eftermiddagens to største overraskelser på Skive Trav stod Team Friis for med vindere til hhv. 22 og 20 gange pengene, og det var stærkt medvirkende til en V5-gevinst på 15.444 kroner. Men også Knud Mønster prægede denne løbsdag
Da 12:10-favoritten i V5-1, Alberte Mols med Jeppe Juel efter et løb i dødens måtte se sig slået til en tredjeplads, begyndte man at ane muligheden for en pæn udbetaling i den populære spilleform.
Nu vandt i stedet Airborn M (Varenne) med Knud Mønster, der undervejs sad sidst i feltet, og i opløbssvinget blev kørt indvendigt.
Det viste sig at være det rigtige, for da Armani Hyrdehøj med Henrik Lønborg galoperede midt i opløbet, var der angrebsplads til Airborn M, der skød frem og vandt sikkert.
Det var Knud Mønster anden dagssejr.
I 1. løb måtte han med Can Tab (Cantab Hall) dog dele sejren med Henrik Lønborg, der sad bag Believeinus (The Liquidator). Begge 3-åringer noteredes for fine 1.17.4a/2060 m.
Og Mønster tog sig også af 3. løb, hvor han kørte favoritten Tourmalet (David Raymond), der sejrede sikkert i 1.15.6a/2060 m.
Selv med tre andenpladser i resultatrækken inden for de sidste fem starter var der ikke mange, der troede at Ulricha Salløv (Infinitif) med Kasper K. Andersen kunne vinde V5-3-
Undervejs sad parret sidst og opløbssvinget rundt var de ude i fjerde spor, men det bed godt for hoppen, og ned gennem opløbet var Ulricha Salløv stærkest og sejrede sikkert i 1.16.2a/2060 m til 22 gange pengene.
Og nu blev der for alvor mandefald i V5-spillet.
Efter de to Mønster-sejre resterede 1.028 systemer, men efter Ulricha Salløvs sejr, var der blot 156!
Og de blev yderligere reduceret, da Friis senior med sikker hånd førte Mogens Mortensen-trænede Mitica (Amgus Hall) til sejr i 4. afdeling.
Mitica og John Friis havnede ellers i dødens, men det klarede parret og sejrede sikkert i 1.14.8a/1600 m foran Kasper Andersen, der kørte Super Sali.
Mitica var en vinder til 20 gange pengene, og nu var der blot 25 kuponer tilbage inden sidste afdeling.
I sidste afdeling var Brian Chronagers dejlige hoppe, Madonna Mia (Il Capitano Yankee) med Birger Jørgensen storfavorit, og parret svigtede ikke forventningerne.
Madonna Mia tog sin tredje sejr i træk og sjette sejr i år ganske nemt u 1.16.5a/2060 m.
Alle 25 kuponer havde kryds ved Madonna Mia og de fik hver 15.444 kroner.
I V4-spillet, hvor de tre første vindere var Ulrica Salløv, Mitica og Madonna Mia, hed storfavoritten i sidste afdeling MT Lady Stardust (Muscle Hill) med Kasper K. Andersen.
Efter et afventende løb i ryg på førende Absolut Dust med Birger Jørgensen sendte Kasper K. den talentfulde 3-årige hoppe frem i opløbet og det endte i en overlegen sejr.
Den anden i træk.
MT Lady Stardust trænes af Team Friis, der – akkurat som Knud Mønster – havde en fin dag med tre sejre.
Fra løbsdagen i Skive skal det også med, at Bent Svendsen vandt med hollandske Green Spirit (Global Empire), som han havde hypet så meget om op til DK-debuten i Aalborg. Da svigtede den. Nu vandt den, men uden at imponere.
Og efter flere løbsdage med problemer med opdateringen af løbsresultater, så skete dette denne løbsdag i Skive problemfrit.