Hesteejer og opdrætter, Anne Dodensig har gjort sig nogle tanker omkring travsportens situation, og de følger her:

Det er jo ikke for at tjene penge, at folk har travheste..

Hvis min onkel begynder at spille golf, så er det jo ikke fordi, at han eller nogen andre forventer, at han kan tjene penge på det. Der er heller ingen, der tror, at han kan få sit golfspil til løbe rundt økonomisk, tværtimod vil alle være enige om, at det koster både tid og penge at spille golf. Til gengæld kan min onkel få succesoplevelser på golfbanen – når han forbedrer sit handicap, når han første gang deltager i en klubturnering, når han møder et par sjove gutter, han svinger godt sammen med, når han er stået tidligt op for at gå en runde en tindrende forårsmorgen, når han ser en professionel golfspiller lave præcis den samme fejl, som han selv lavede i forgårs… Men hvis han er en af de eneste golfspillere i Vendsyssel, og den nærmeste golfbane ligger i Århus og kun har åbent nogle varierende dage om måneden, så er det ikke sikkert, at min onkel sådan rigtig bliver bidt af det der golf, vel…hans venner og familie bliver det nok heller ikke.

Men pyt med golf, det er travsporten i Danmark, som rammer mit liv ind. Og det rammer mig, når sporten er ved at gå i selvsving.

For hvad skal jeg drømme om, hvis travsporten lukker?

Bevares, jeg kan vel finde noget andet at bruge al min tid og alle mine penge på, men den der unikke blanding af daglig omgang med hestene, konkurrencen, spændingen, folkene, gåsehuden, adrenalinen, det øsende regnvejr, naturlig motion, duften af svedig hest og morgendug, lyden af hø, der bliver gumlet, og den der helt ubeskrivelige lykkefølelse, når der pludselig er noget, der lykkedes, og man sidder der og ser det samme løb igen og igen, for nu at være helt sikker på, at det virkelig er ens egen hest, der angriber nede i sidste sving med så lange skridt…

Travsporten er en drømmesport, der tilbyder følelser til hele registeret og muligheder for alle, uanset alder og samfundslag. Det er det, der driver travsporten, men det er også det, som er godt på vej til at blive kvalt. Og det handler også om eventuelle banelukninger, men det handler endnu mere om, at travsporten i de senere år er blevet sådan, at almindelige mennesker ikke kan få deres heste til start, fordi hjemmebanen kun kører løb om eftermiddagen og i øvrigt kun et par gange om måneden, og med så snævert udskrevne propositioner, at du risikerer at have en startklar hest til at stå så længe i stalden og vente på et løb, at den taber formen.

Så kan vi da bare starte på alle andre baner, jamen det kan vi da, men de afvikler jo også løb på nogle tidspunkter, der gør det svært at pakke hele familien og en madkurv ind i bilen, så der i det mindste er kage og socialt samvær til den lange hjemtur, hvis hesten nu igen galoperer, bliver kørt ned eller har trukket spor tolv. Og det er jo ikke alle, der har så fleksible chefer, at det er helt i orden at tage en fridag for at køre et formløb på Fyn. Og ugen efter et amatørløb på lunden…

Men nu er det jo en professionel sport, så vi skal ikke tænke så meget på dem der, der har et arbejde, tænker de måske, dem, der tænker, i de ledende stillinger.
Tja, selv den mest professionelle træner vil vist ikke stille sig op og sige: pyt med amatørerne, det er os, som skal leve af det her – for hver eneste travtræner er afhængig af hver eneste amatør, hvor skulle trænerens kunder ellers komme fra? Det er jo amatørerne, der ejer hestene. Opdrætter hestene. Holder sportens fødekæde i gang.

– Ingen har jo travheste for tjene penge på dem, som en af de professionelle forklarede mig. Den lurede jeg lidt på, men manden har jo ret, selv den mest professionelle træner, amatør, hesteejer eller spiller er jo med i travsporten, fordi det er svært at lade være, når først man er bidt, og så kan der da være gode år, og endda overskud eller det kan løbe rundt, men INGEN har med travheste at gøre for at blive rig på andet end ubetalelige oplevelser.
Han foreslog løb en gang om ugen på alle baner, så folk kan få deres heste til start med så få udgifter som muligt. For det er jo hip som hap, om præmien er fire tusind, tyve tusind eller hveranden løbsdag er en ærespræmiedag uden penge. Vi vil jo bare gerne se vores heste på banen uden at betale en herregård i tid og penge, og ærlig talt, så bliver vi jo nok mere glade for en andenplads på en social lørdag til 1500 kroner uden udgifter end for at starte i et løb, hvor hesten mindst skal være fjerde for overhovedet at dække startudgifterne. For ikke at tale om transporten og den tabte arbejdsfortjeneste.
Nu har min hjemmebane så desværre ikke været så begejstret for det der med sociale lørdage, men da den første langt om længe fik lov at blive afviklet, så var startvilligheden så stor, at man da kan håbe, at det gav en smule ekko.

Jo, men vi kan da ikke have en sport, der bare handler om nogle lalleglade amatører, der drøner rundt på banen for at vinde en ærespræmie og hæderen, eller kan vi?

Tja, nu er mange af Danmarks allerbedste heste jo sådan set trænede af amatører, så helt håbløst er konceptet vel ikke. Det bliver først håbløst, når dem der, der skal tænke, tænker, at vi skal køre så få løb som muligt om så mange penge som muligt. For så har vi ingen sport mere. Så enkelt er det. For vi bliver jo ikke ved med at bruge al vores tid og alle vores penge på en sport, der udelukker os fra alt det, der har været selve drivkraften, nemlig drømmen om, at vores hest måske en dag kommer først over stregen. Jo færre løb, jo mindre er chancen for at vinde et, det giver sig selv.
Hvad så med trænerne og alle de gode heste, kunne man fundere over, tja – det er jo ikke hverken forbudt eller umuligt at rejse lidt rundt med de heste, der kan lidt mere end gennemsnittet, og hvis hjemmebanen tilbyder løb hver uge, så kan vi jo spare på transportudgifterne i det daglige, så en tur til Sverige kunne blive en herlig udflugtsmulighed, hvis hesten har ramt topformen.

Ja, men hvem gider glo og spille på en flok amatørkrikker, der kæmper om æren og et par tusindlapper?

Tja, har lige læst i travronden, at der var flere tilskuere til en breddedag på Tingsryd end kvalifikationsløb til E3 på Ørebro i søndags…Og det er altså ikke nødvendigvis nemmere at vinde amerikanerløb i Aalborg med fem tusind til vinderen end et tre årings løb med femten tusind, for de felter bliver sjældent fyldte, folk melder jo ikke, hvis præmiesummen er høj, for så er konkurrenterne nok alt for gode…

Jamen, det kan jo aldrig gå at sætte en hest i træning, hvis den maks kan vinde fem tusind kroner.

Næ, men hvornår kan det egentlig gå at sætte en hest i træning? Sætter vi en hest i træning, fordi den skal tjene til sin havre hver måned?

Jeg sætter min hest i træning, fordi den har et temperament, som passer bedre til en stor stald end en lille stald, og fordi jeg har vurderet, at hestens talent rækker længere end mine træningsevner. Altså står den i træning for at maksimere mine drømme og min fornøjelse af hesten, som glad napper sine gulerødder, når jeg kommer på besøg, og i tilgift bliver jeg en lille del af det fællesskab, som ethvert træningsteam udgør med personale, familie, hesteejere, frivillige og supportere, præcis som alle andre klubfælleskaber.

Jo, men det koster jo en herregård om måneden! Ja, men det er jo heller ikke gratis at have en hest hjemme i baghaven, det koster også at gå til frisør en gang om måneden eller tage på ferie fire gange om året eller ryge tyve cigaretter hver dag. Fornøjelser er jo sjældent uden omkostninger.
Men okay, jeg er så heldigt stillet, at jeg har et selskab, som ejer min hest, så jeg slipper for momsen og kan trække et underskud fra, men den mulighed er jeg vel ikke ene om at have i dansk travsport, vel? Og gik det helt galt, så kunne jeg måske finde nogle medejere til min hest, så vi var flere om fornøjelsen og finanserne. Og jeg er endda også så heldig at jeg har masser af heste, der står og venter på mig og min fodervogn hver morgen, så jeg får min lyst til at være sammen med heste styret hver dag, selvom min egen hest står i træning. Jeg har også en gammel hest, som lægger krop til mine manglende træningsevner, vi drømmer om at komme i form til et uddannelsesløb engang…sådan er travsporten jo, vi kan alle sammen være med på det plan, vores evner og drømme nu rækker til. Eller sådan har travsporten været, og det er det udgangspunkt, vi skal tilbage til. At der er plads til alle, ikke bare tyve løb om ugen og et par prestige storløbsdage, hvor nogle få heste render med en alt for stor præmiekage.
For hånden på hjertet, hvis din hest vinder et stort løb, bliver du så gladere, fordi den vinder hundred tusind, end hvis den vandt halvtreds med fuldt rampelys, ærespræmier til alle, dækken, hestevogn, laurbærkrans og indskrivningen i historiebøgerne (eller i det mindste et par linjer på diverse travsider)?

Jeg har aldrig vundet et stort løb, så måske tager jeg fejl, men jeg kan da af et ærligt hjerte sige, at det er en flad fornemmelse at kæmpe for at få årets hest og så blive spist af med ti tusind på præmiekontoen og en buket blomster…i det tilfælde kan jeg sige, at både ejer, opdrætter, kusk, træner, hest og staldmand ville have blevet uendelig gladere for en regulær hyldest på banen, æresdækken, en sele og et par linjers omtale i programmet og et smukt billede af hesten i glas og ramme…

Det handler jo ikke om penge, men om samvær, kappestrid, drømme, håb og muligheden for at lykkedes med de heste og den sport, som vi er blevet bidt fast i. Uden respekt for græsrødderne i den her sport, så har vi ingen sport.

Og hvis I får læst helt til bunden af de her mange linjer, så vil jeg gerne understrege, at ordene kommer fra mit hjerte, men det er faktisk folk fra sportens absolutte Superliga, der har formuleret mange af de her tanker, ikke mig.