TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen:Ønskes der flere tilskuere?

af | 11. okt 2019 | Nyheder

En mangeårig travgæst, Mogens Haarh mener, at tiden mellem løbene skal kortes ned for at få flere tilskuere til trav.

Som en interesseret følger af trav i mere end 50 år har jeg naturligvis også set og hørt om manglende interesse for travsporten.

Der gøres forskellige tiltag for, at der skal komme flere tilskuere, og tilsyneladende kommer der også flere, når der gøres særlige tiltag (billig sprut, fribilletter etc.).  Så man kan godt få folk til at komme, men kommer de igen? Min påstand er: stort set ikke!

Jeg har selv igennem årene haft venner, familie og kolleger med til travløb. De fleste synes, at løbene er spændende, men de er aldrig (næsten aldrig) kommet igen.  Når de fortæller, at det har været spændende og interessant, har det måske også været for at please mig. Bortset fra min søster, der ikke havde noget i klemme: ”Det er sgu for kedeligt og langtrukkent.” Havde det været en fjernsynsudsendelse, var hun zappet væk.

Jeg tror, at for at få folk tilbage til travbanerne skal man gøre noget ved længden af en travdag. Man er vænnet til, at der hele tiden skal ske noget.

En travdag skal vare maksimalt som en fodboldkamp

Jeg har forstået, at man har prøvet med hurtigere løbsafvikling. Man bør stramme endnu mere op.

En skabelon kunne være:

Der er 10 minutter imellem hvert løb. Når vinderen er gået over målstregen, sættes et digitalur i gang.

Denne tidtagning kan ses mange forskellige steder på banen. Tiden starter med 10 minutter, og der tælles ned. Inden uret står på 3 minutter, skal løbsdeltagerne til det kommende løb have været forbi dommertårnet i frit trav. Man kan eventuelt ved signal meddele, at nu passeres de 3 minutter. Har man som løbsdeltager ikke nået at være forbi dommertårnet, kan man ikke deltage i løbet. Tiden til tilkørsel til startvogn og heste i volterne ved snorestart er indeholdt i de 10 minutter.

10 løb kan således afvikles på ca. 2 timer.

Præsentationen, som vi kender i den nuværende form, er afskaffet.

Da tidsskemaet er stramt, er æresrunder også afskaffet. Vinderinterviews og lignende henvises til staldterrænet. Disse vinderinterviews er efter min mening som regel også ganske indholdsløse!

Overskriften i formen er, at banen skal bruges til travløb og ikke andet.

Omstarter kan jo forekomme, og det er forsinkende. Har en ekvipage forårsaget en tyvstart, bortvises den fra løb. Ikke noget med advarsel.

Man kan her skæve til atletikkens løbediscipliner, hvor man før i tiden fik en advarsel inden en bortvisning. Det er man også her gået væk fra.

Og skal man forlade banen vil det for Charlottenlunds vedkommende betyde, at man straks skal køre ind på inderbanen.

Der skal ikke ventes på, at ekvipagen trisser over i stalden. Det forsinker løbsafviklingen.  

Det minder på sin vis om det nye ved udskiftninger i fodbold. Her skal man nu bare forlade banen ad den korteste vej.

Og så er der ikke nævnt noget om det tilskuervenlige med gratis adgang og tilladelse til at medbringe madkurv.

Mvh.

Mogens Haarh

2620 Albertslund