TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Trav og Galop er et erhverv!

af | Nyheder

Robert Nedergaard, tidligere hestesportsjournalist ved flere store dagblade, blander sig nu også i debatten omkring trav- og galopsportens situation

Placer’ nu væddeløbssporten på den rigtige hylde

Situationen, som den udviklede sig i går på Racing Arena Aalborg, er en følge af myndighedernes syn på væddeløbssporten som helhed.

Gennem årtier har man på landets højeste tinge anbragt trav- og galopsporten i den forkerte skuffe.

Anbragt her i det skøn, at væddeløbsbaner kun var en legeplads for de rige med heste og spil.

Sådan var det måske dengang Morten Korch med sine filmatiserede bøger om ”De røde heste” og ”Det store løb” gjorde væddeløbssporten populær – i den brede befolkning.

Men sådan er det ikke mere.

Eller sagt -burde det i hvert fald ikke være.

Heller ikke i det politiske syn lige fra allerøverste top.

Hestesport er ganske vist kun en lille del i det samlede billede, men den har sin berettigelse.

Gennem opdræt såvel som træning og løbsafvikling.

Man glemmer, at hver enkelt væddeløbsbane anno 2020 er en del af det nyttige samfundsliv, en arbejdsplads, et erhverv og en forretning, som leverer en vare.

Bestilt af betydningsfulde selskaber som eksempelvis Danske Spil, og det vil vist være en hån mod milliard-forretningen i Brøndby – blot at kalde den en slags arrangør i underholdningsbranchen.

Det er på tide, at trav- og galopsporten stiller krav om at blive respekteret som det arbejdsområde, hestesporten vitterlig er – en forretning, et erhverv med mange arbejdspladser.

Og ikke kun en legeplads for de rige.

Jeg har spekuleret i, hvad der ville være sket, hvis løbsledelsen på Racing Arena i Aalborg havde svaret politiet med ordene. – Vi har tænkt os at gennemføre hele programmet trods påbuddet!

Så ville telefonerne nok være kommet til at gløde mellem de relevante myndigheder.

Naturligvis skal hestesporten være med til at genåbne Danmark på forsvarlig vis, og det er alle i branchen indstillet på, og det var heller ikke en overtrædelse af 10 personers-reglen under Covid-19, som fik politiet til at skride ind.

Men i stedet, at man brugte den gamle skrøne, at væddeløbssporten kun er underholdning og at væddeløbsbanen er som en cirkus-arena.

Derfor er min opfordring til de ansvarlige i begge lejre: Få hurtigst muligt lagt de gamle fordomme på hylden.

Trav- og galopløb er erhverv, væddeløbsbanen og staldene arbejdspladserne.

Robert Nedergaard

Gram