TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Trav-Danmark – Konsekvenserne!

af | Nyheder

Peter Wilhelmsen, tidligere formand for Det Danske Travselskab har dette indlæg på Talerstolen til den øjeblikkelig situation i dansk travsport

Jeg skrev i mit tidligere indlæg fra den 28. marts, at jeg kunne være i tvivl om sporten nu havde styr på COVID-19 processen samt man burde følge retningslinjerne fra de offentlige myndigheder for at undgå mistillid.

Det værst tænkelige er sket, og det kan få voldsomme store konsekvenser for sporten fremover.

Man har begået et kæmpe tillidsbrud til Kulturministeriet, der er sportens hovedsponsor.

Desuden har man spillet fallit over for sportens fremtidige store forretningspartner i ATG.

Jeg undrer mig over DTC´s ageren i denne sag.

Mon det er for at tilgodese egne interesser at man har valgt at lade amatører køre løb igen?

Amatører er amatører – dvs. hobby sport.

Om nogen vælger at leve af sporten som amatør, bør de skifte sit licens til professionel, men det er en helt anden debat, som i sig selv har undermineret den professionelle sport i årevis, hvad der er forkasteligt.

Man står nu overfor at der skal opnås tillid fra Kulturministeriet og det gøres kun på en måde.

Ledelse og bestyrelse i DTC skal med øjeblikkelig virkning trække sig.

 Kan de ikke selv acceptere dette, har sporten som helhed kun ét krav!

Det er, at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling snarest muligt med mistillid på dagsorden, hvorefter en ny bestyrelse og ledelse kan opstarte genopbygningen af tillid til Kulturministeriet, og det vil naturligvis tage tid.

Man har spillet russisk roulette med travsporten og tabt!

Man havde ikke tålmodighed til at vente 2-4 uger mere i håbet om der kunne udskrives amatørløb igen.

Det er pinagtigt og konsekvenserne kan blive store – uagtet om man skulle få lov til at køre igen om en uge.

Jeg har i mange år  – også under mit virke som formand for Det Danske Travselskab  – ment at Dansk Hestevæddeløb og DTC skal være ét selskab, som driver sporten fremover for at forenkle beslutningsprocessen.

Men igen vil baner / foreningers egne selviske ønsker ofte drive beslutningerne i modsat retning.

Det er tid til at forstå alvoren, og tilsidesætte egne ønsker.

Hvis sporten skal overleve som en professionel sport skal den omstruktureres og have dygtige og energiske folk, der har visioner på vegne af sporten i spidsen.

Foreninger og amatørsport vil aldrig kunne drive sporten tilbage på et acceptabelt niveau!

 Det skal alle forstå!

Amatører er fantastiske og på mange måder med til at drive sporten positivt, men man kan ikke drive sporten på basis af amatører  – så vil det blot blive en langsom nedlukning.

Jeg håber inderligt alle forstår alvoren og at der lægges pres de rigtige steder.

Jeg vil bestemt ikke blive overrasket om ministeriets repræsentant i DH’s bestyrelsen vælger at trække sig – det vil blot blive starten på den nedtur man har igangsat.

Får man modsat samlet et nyt stærkt hold snarest, kan man dog hurtigt genvinde tilliden ved at sporten har ageret og taget hånd om situationen og vist ministeriet, at vi er til at stole på i fremtiden.

Jeg har set og oplevet meget i min tid i sporten men det her overgår alt, og mon ikke Keld Gregersen udtræden af DH bestyrelsen skyldes, at han ikke ville lægge navn til DTC’s beslutning om der skulle køres amatør løb før dette var godkendt fra ministeriet.

Der må da være et møde referat eller lign. der kan offentliggøres, som kan bekræfte denne teori.

Jeg må indrømme at som hesteejer er jeg rasende på vegne af den professionelle sport og opdrætterne, som bliver de store tabere.

Vi hesteejere kan flytte vores heste til svenske trænere og droppe Danmark en gang for alle.

Træf de rigtige beslutninger ellers kan omkostningerne blive meget store på sigt.

M.v.h.

Peter Wilhelmsen

Læs også Peter Wilhelmsens indlæg fra den 28. marts

.