Talerstolen: Tag jer sammen!
Talerstolen: Svend Andersen fra Risskov – gammel travgæst og hesteejer – synes ikke at Apapmand burde have startet på Jägersro tirsdag aften – og så har han en bøn til Carsten Bundgaard
Det piner et gammelt travhjerte at se en tydelig ukurant hest Apapmand blive bragt til start i går på Jägersro travbane.
Hvor er ansvarligheden hos træner, rytter og ikke mindst vagthavende banedyrlæge henne??
Travsporten lider i forvejen under et meget tvivlsomt omdømme, og troværdigheden får yderligere et knæk med episoder som denne.
Der skal herfra lyde et simpelt råd: tag jer sammen!!!
Samme aften bragte Axel Jacobsen Apollo Damgård til start – hesten er i absolut topform og så blændende ud.
Styringen var ultra defensiv – nogen vil nok kalde det en bortkøring – men ikke desto mindre kunne man efterfølgende høre Carsten Bundgård jamre sig i studiet og meddele, at Axel Jacobsen var voldsomt uheldig, da han aldrig fik chancen og sad fast med alt i behold over mål.
Jeg tillader mig at konstatere, at man ikke sidder fast i et felt med blot 7 heste med en hest i absolut topform, hvis man blot har et minimum af taktisk overblik og flair for jobbet.
Så med al respekt for Carsten Bundgårds engagement i travsporten og virke som journalist med mange fine ideer og indslag skal der herfra lyde en lille bøn til CB: lidt mere saglighed og mindre fløde gør underværker.
Det er almindelig kendt og har været gældende “ siden Ruder Konge var knægt “.
Med venlig hilsen
Svend Andersen
8240 Risskov