TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Om samarbejdet i Lundens Bestyrelse

af | Nyheder

Næstformanden i det Danske Travselskab, Morten Thanning Vendelø imødegår i dette indlæg bl.a. Michael Juul Nielsens påstand om, at Formandskabet ikke har været til at kontakte i den forløbne weekend.

Jeg kan se, at Michael Juul Nielsen (MJN) i et indlæg på Travservice skriver, at Kaj Holm (KH) og jeg ikke var kontaktbare i denne weekend.

Dette stemmer ikke overens med, at KH og John Sørensen (JS) har talt i telefon sammen.

Når der ikke har været intensiv kontakt, så skyldes det, at KH i lørdags var udsat for en ulykke, og i den forbindelse mistede halvdelen af en finger.

Noget jeg først fik besked om søndag aften.

Jeg gik, som lovet på den ekstraordinære generalforsamling d. 27. januar, ind til bestyrelsesarbejdet med åbent sind og intentioner om at indgå i et bredt samarbejde, hvilket lykkedes på en nogle områder.

Men der er også malurt i bægeret.

 På det konstituerende bestyrelsesmøde d. 7. februar var der kun gået ca. 20 minutter inden MJN indledte et frontalangreb på/forhør af undertegnede og KH.

 Jeg var chokeret og troede, at jeg var med i en genopførelse af den spanske inkvisition. Det stoppede først da Pål Tung sagde til MJN, at nu måtte han slappe af.

 I mine øjne udviste MJN en fuldkommen uacceptabel adfærd i bestyrelseslokalet.

Man kunne måske forestille sig, at der var tale om et enkelt fejltrin fra MJNs side af.

Imidlertid oplevede jeg på bestyrelsesmødet d. 2. marts, at MJN flere gange kom med småperfide hentydninger til det som han tidligere har kaldt KHs konkurser, noget som først stoppede, da John Sørensen kaldte MJN til orden.

Det er helt uhørt, at MJN forsøger at italesætte Kaj som umoralsk. Især fordi MJN ikke fremlægger nogen form for dokumentation for sine anklager.

 MJNs intimiderede adfærd skaber en meget ubehagelig atmosfære i bestyrelseslokalet, og er efter min opfattelse undergravende for bestyrelsesarbejdet.

I sidste uge fik min forhåbning til samarbejdet i bestyrelsen noget af et dødsstød.

Da jeg var i kontakt med Dansk Hestevæddeløb gik det nemlig op for mig, at MJN, i de 8 uger jeg har siddet i bestyrelsen, har foretaget en række dispositioner vedrørende Copenhagen Cup dagen.

Det er sket uden, at MJN har orienteret den øvrige bestyrelse.

F.eks. har MJN egenhændigt besluttet at nedsætte billetpriserne med 50% frem til d. 10. april.

 Jeg kender ingen anden virksomhed, hvor en person implementerer en prisreduktion i den størrelsesorden, uden at det først er diskuteret i ledelsen.

PS. Jeg har for nogle uger siden delt en beskrivelse af hændelserne på bestyrelsesmøderne med JS, og han har ikke opponeret imod min beskrivelse.