TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Kun en ny lokalplan kan redde Lunden!

af | Nyheder

En ny lokalplan på Charlottenlund Travbane kan være eneste mulighed for at redde travsporten i København. Det skriver et flertal af Lundens bestyrelse i et indlæg til Talerstolen.

Truslerne:

Det er et flertal i bestyrelsens vurdering at Lundens problemer og udfordringer er store. Med det vi ved i dag, vil vi nedenfor kort redegøre for hvor store og grundlæggende nogle af udfordringerne er, og kan blive.

  • Om 3 år skal DTGU / DTC / DH finde 30-40 millioner fra 2023 og hvert år frem. Deres forslag er at skære banernes driftstilskud væk. Banerne skal selv finansiere sin drift. For Lundens del drejer det sig om ca. 4 millioner kroner pr. år som Lunden selv skal skaffe i ekstra indtægter. Hvor skal de penge komme fra? Hvis driftstilskud fjernes, vil vores regnskab for 2023 udvise et minus på ca. 3,8 millioner kroner.
  • Gør Gentofte Kommune alvor af truslerne om at bringe al udlejning til ophør som strider i mod lokalplanen mangler Lunden yderligere ca. 1,5 million kroner pr. år. Da vil vores regnskab for 2023 vise et minus på ca. 5,3 millioner kroner.

Hvis disse “trusler” bliver en realitet, vil det føre til en kæmpe økonomisk udfordring, og vil i bedste fald betyde at en stor del af personalet må afskediges – herunder banefolkene på begge anlæg, at aktivitets og serviceniveauet må sænkes markant, ingen derbyvaser, ærespræmier, dækkener og blomster samt at alle opgaver på løbsdage må løses af frivillige. I yderste konsekvens kan det betyde en konkurs for banen.

  • Oveni dette har vi et overdimensioneret anlæg bygget i 1955 til 25.000 gæster. I dag skal vi være glade hvis der kommer 250 gæster. I 2012 fik tidligere formand Peter Wilhelmsen og Jørgen Sthelis lavet en rapport som viste at efterslæbet på vedligehold som var på over 25 millioner kroner. Det er næppe blevet mindre.
  • Ser vi på de sportslige udfordringer er det tydeligt at vi mangler heste. Det er bare at åbne programmet fra Mesterskab for Danmark i går.
  • Vi kører om det samme præmieniveau som provinsen, så provinstrænerne starter sparsomt. Svenskerne kører om minimum det dobbelte i præmieniveau i forhold til Lunden. Der starter stort set ingen svenske heste på Lunden mere, bortset fra de 3-4 store dage.
  • Oveni dette er Jägersro i gang med at bygge et nyt superanlæg som vil sætte Lunden under yderligere pres. Læg dertil at to af vores førende trænere er 70 år og må forventes at gå på pension indenfor en kort årrække.
  • De manglende heste på Lunden vil givetvis betyde at DTC / DH flytter yderligere præmiepenge mod vest hvor hestene er. Det vil forstærke den nedadgående spiral.

Det er derfor et flertal i bestyrelsens opfattelse at der er brug for handling inden det er for sent. I stedet for at afvikle bør Lunden afsøge mulighederne omkring en ny lokalplan for derigennem udforske hvilke muligheder som i virkeligheden findes. Indtil da, er de forskellige løsninger ren spekulation!

Jørgen Sthelis har stillet et modforslag om at udarbejde en ny lokalplan med udgangspunkt i at blive i Charlottenlund. Det ville være skønt hvis dette var en mulighed, men Gentofte Kommune har flere gange til forskellige repræsentanter for Lunden gjort os opmærksom på at dette ikke er en mulighed.

Det er derfor vores opfattelse at stemme nej til at afsøge muligheden for en ny lokalplan er det samme som at stemme ja til på sigt at afvikle trav i København – og vi anbefaler derfor medlemmerne at stemme JA til at give bestyrelsen mandat til at starte arbejdet med ny lokalplan på generalforsamlingen.

Mulighederne:

Med udgangspunkt i dialogen med Gentofte Kommune, har vi med ekstern hjælp fået udarbejdet et prospekt på en helhedsplan som viser en af udviklingsmulighederne i Lunden. Dette bliver præsenteret på generalforsamlingen. I tillæg har vi fået en uvildig rådgiver til at beregne den økonomiske konsekvens af dette prospekt.

Med afkastet fra formuen vil vi kunne sikre højere præmier som vil kunne holde de danske heste hjemme fra Sverige og trække svenske heste til Lunden. Bedre løb med fyldte felter vil øge interessen for sporten og øge spilleomsætningen. Det vil kunne skabe en ny begyndelse for travsporten i København.

Man kan også i dette scenarie, forstille sig at man opretter et ”Lunden ejendomsselskab” som f.eks ejer 15-20.000 m2 lejeboliger for at sikre en god stabil indtægt ind i fremtiden.

Mulighederne er mange, men det kræver at vi står sammen og begynder at arbejde langsigtet.

På gensyn og vel mødt til generalforsamlingen.

Med venlig hilsen

Bestyrelsens repræsentanter

Anders Lou Henriksen

Rene Ravn

Pål M. Tung