TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Korfitsen og Norsk om udviklingen i Aalborg

af | 19. jun 2021 | Nyheder

På gårsdagens generalforsamling i Aalborg Væddeløbsforening var der livlig debat, – dog primært om fortiden, skriver den tidligere direktør Michael Korfitsen og formand  Stig B. Norsk i et indlæg til Talerstolen, hvor de maner nogle udsagn fra generalforsamlingen i jorden.

Debat er altid godt, hvis det foregår på en ordentlig, saglig og fair måde, og man behøver bestemt ikke at være enige i alle strategier og tiltag med en siddende bestyrelse og ledelse, men via debat kan man udvikle andre ting til gavn for alle.

Vi havde begge et overordnet mål på generalforsamlingen i går, og det var, at vi ikke ville være forbundet med prædikatet ”Fortidens syndere som hæmmer de fremtidige muligheder”,  ”og at vi afleverede et slidt baneanlæg”, og havde tømt kassen til nuværende bestyrelse og ledelse.

Det er blevet kommunikeret i flere sammenhænge af flere forskellige personer.

Det er et smart politisk træk at sende rygter i gang baseret på brændende platforme uden at realistiske argumenter følger med.

Det svarer til at Trump hævdede, at ”de stjal valget fra os” trods sandheden var en ganske anden.

Millioner af amerikanere troede og tror stadigvæk på det simple budskab.

Til nogles forsvar kan udsagnene relatere til andre personer end os, og så vil vi gerne undskylde til de personer for det.

Vores mål er at give nuværende bestyrelse og ledelse arbejdsro, så de kan vise resultater, men dette rygte vil vi simpelthen ikke finde os i, og så gik vi til et af de etablerede medier i sporten.

Men en ting er sikkert: Vi vil gerne stå på mål for de resultater, tiltag og investeringer, som vi tog i de hele kalenderår vi var en del af banen, og det er fra 1. januar 2011 til og med 31. december 2015, som vi lige kommer tilbage til.

Undervejs på generalforsamlingen i går blev der præsenteret og kastet en masse tal og udsagn i luften, som mange deltagere på generalforsamlingen helt sikkert havde svært ved at finde hoved og hale i, og i stedet fokuserede man på enkeltsager og tal, som er taget ud af en sammenhæng.

For at sammenligne med virkeligheden ville det svare til:

At fodboldholdet AAB kun bedømmes på antal scoringer, og ikke scoringer imod, og ikke hvor de lander samlet i sæsontabellen, og hvilket økonomisk resultat de præsterer.

Det kunne også svare til, at Flemming Jensen alene bedømmes på, at Billi Time i går på Fyn fejlede som storfavorit. Det giver jo ikke mening, for Flemming og hans team har leveret et samlet kanonresultat med Billi Time, og samlet sæson for sæson leverer ”Ismanden” på et tårnhøjt kontinuerlig niveau, og det skal han da have cadeau og ros for.

Det gør mange andre trænere for øvrigt også med det materiale de nu engang har til rådighed.

Så husk – set med vores briller – at bedømme folk på de samlede resultater og initiativer frem for at lede efter huller i osten, for dem kan man finde alle steder. Så som et fremført eksempel fra et medlem i går, at det var for dårligt at en løbsdag over en 5 årig periode aflyses på baggrund af hård vinter, hvor undergrunden og banen arbejder, da der skiftende er hård frost og tøvejr.

Det sker hvert eneste år i Sverige og Norge, da de har det klima, som vi heldigvis sjældent oplever i Danmark, men det kan ske.

Kritikken på at daværende direktør var i laksko –  har pudset skoene –  skulle også til møde hos vores hovedsponsor den dag, og der er det svært at møde op i gummistøvler, hvis man vil agere professionel, og skaffe indtægter til banen, som i sidste ende kommer publikum, trænere, amatører, hesteejere, opdrættere og medarbejdere til gode.

Der skal ganske enkelt være hovedfokus på indtægter på en bane, for det er udover et sportsligt fundament, som absolut er til stede i Aalborg med rigtig mange dygtige hestefolk og heste –  grundlaget for yderlige vækst og investeringer til gavn for alle.

De resultater vi kan stå på mål for, ser således ud/resultat før afskrivninger:

2011: kr. 1.000.702.-

2012: kr. 1.068.877.-

2013: kr.    950.610.-

2014: kr. 1.286.672

2015: kr.    507. 248 – og det er inkl.. en dårlig case vi havde med Café Pitstop for ellers havde resultatet været endnu bedre

Samlet overskud for de 5 år er lig med kr. 4.814.109 eller kr. 962.821 pr. år i gennemsnit, og det er inkl. alle lønninger og inkl. Direktørens løn, som også blev et debatemne.

Den daværende formands holdning er, at kvalitet koster penge, og på papiret et det en omkostning, men på bundlinjen i den samlede forretning var det en rigtig god aftale for banen.

Hvem skaffer f.eks. sponsorindtægter for kr. 1.7 mio. i 2014 til en løn langt under millionen og samtidig har ansvaret for hele butikken med alle de ansvars- og arbejdsopgaver der er?

Med det engagement, den kvalitet og alle de timer svarer det til en løn langt under markedet i det samlede erhvervsliv.

Hellere give en god løn til en mand der indtil flere gange kan dokumentere, at han er pengene værd – end at give en lav løn til en mand, der ikke kan dokumentere sin værdi, og den udtalelse er ikke møntet på en speciel person – bare for igen at undgå rygter i denne sport, som nogle få personer i sporten er fantastiske til at sætte i søen.

De Investeringer/initiativer/tiltag vi kan stå på mål for i perioden 2011 – 2015 ser således ud:

Nye stalde på staldterræn til alle aktive

Nyt velfærdshus/pavillon til aktive ift. omklædning og cafeteria, til publikummer og til medarbejdere

Opgradering af bane til alle aktive – med stærk hjælp og ekspertise fra Halmstads banemedarbejdere, og banerekorden fra Stand And Deliver på 10.7 består endnu

Walker til de aktive

2 nye traktorer til gavn for de aktive og medarbejdere – den ene betalt kontant og den anden leaset

Ny frontlæsser til gavn for aktive og medarbejdere

Ny græsslåmaskine – til gavn for alle

Nye galoprails – til gavn for aktive og flottere udtryk for publikum

Ny galop paddock – til gavn for aktive og flottere udtryk for publikum

Nye højtalere – til gavn for alle

Ny legeplads – til gavn for børnefamilier

Ny Cafe `Pitstop, udendørs terrasse i stuen og opgradering af hele stueetagen – til gavn for publikum og sponsorer

Ny Viplounge inkl.. terrasse på 1. sal og nyt gulv i hele restauranten – til gavn for publikum og sponsorer

Ny ovn til restaurant

Ny opvasker til restaurant

Etablering af åringsauktion i forbindelse med Aalborg Store Pris weekend – til gavn for alle

Etablering af hingstedag – til gavn for opdrættere og hingsteholdere

Opstarte Aalborg hesten med først Run NKI Aalborg, og derefter Salina med rigtig god support fra primusmotor Lars Larsen

Osv. osv.

Ud over de økonomiske resultater med pæne overskud hvert eneste år i 2011- 2015 udgør de samlede investeringer på ovennævnte omkring kr. 13 millioner. Restgælden på dem var kun staldbyggeriet, hvor vi pr. 1. januar 2016 kun manglede at betale kr. 1.140.000 med et afdrag på kr. 30.000.- pr. måned, og så ville alt være betalt februar 2019.

I årene 2016 – 2020 er der samlet set et underskud på flere millioner, og gælden er vokset med 60% i samme periode, men det kan vi ikke tage ansvar for, da alle regninger var betalt, og drift og likviditet var 100% intakt pr. 31. december 2015.

I perioden 2016 – 2020 har der været store udskiftninger i bestyrelse og ledelse, og det er vi meget bekymret for, men vi ønsker at give arbejdsro, så de har alle muligheder for at skabe resultater.

Vi ønsker fortsat at komme på banen med oprejst pande og smil på læben, da vi brænder for sporten, og for øvrigt også er aktive i sporten.

Nu vil vi have rette fodtøj på – gummistøvlerne, så vi kan komme ud og passe vores heste.

De bedste hilsner og med håbet om en god fremtid for Aalborg banen

Stig Norsk, tidligere bestyrelsesformand

Michael Korfitsen, tidligere direktør