TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: JVB’s gyldne mulighed

af | Nyheder

Vil Jydsk Væddeløbsbane overleve på sigt – eller er planerne om en udflytning en gylden mulighed for fremtiden. Det skriver Claus Bossow om i dette indlæg til Talerstolen

Så lyder jungletrommerne igen i forhold til en flytning af JVB. Denne gang er lyden dog både kraftigere og med mere tyngde end nogensinde.

Konsulentfirmaet PwC havde fået opgaven at analysere de økonomiske konsekvenser ved at etablere et helt nyt fodboldstadion i Aarhus for superligaklubben AGF og som erstatning for det nuværende Ceres Park. Dér er grønsværen jo omkranset af atletikbaner.

Rapporten lød ikke uventet på, at en flytning af Jydsk Væddeløbsbane er nøglen til et omkostningsfrit byggeri set i relation til skattekroner. Problemet er blot, at JVB har en uopsigelig lejeaftale med Aarhus Kommune til 2029, så hvad nu..?

Aarhus-politikerne peger naturligt nok på en flytning til godset Vilhelmsborg ca. 12 km. syd for Aarhus, og hvor ridesporten allerede har et unikt område at boltre sig på.

Der er to primære vinkler at betragte situationen på.

Er der 1) tale om JVB’s endeligt eller 2) en gylden mulighed for den jyske hovedbane..?

Der er ingen tvivl om, at der går en masse historie og nostalgi tabt ved en flytning. Jeg er selv JVB-gæst siden midten af 60’erne, så det bliver da vemodigt, når JVB på Observatoriestien afvikler sit sidste løb. Men naturligvis skal udgangspunktet være den sidste vinkel.

JVB står netop nu i en uhyre gunstig situation med mulighed for at forhandle sig til de bedst mulige vilkår. Både politikere og embedsmænd er ved at vælte af taburetterne i stormen af argumenter for, at AGF’s aktuelle sportslige niveau er en direkte konsekvens af de nuværende atletikbaner – og skrevet med et smil i øjet. For at blive lidt i fodboldsproget, så handler det om at få kapitaliseret sine aktiver, inden kontraktperioden løber ud.

Og det kan blive helt fantastisk på Vilhelmsborg – ja, næsten en dansk pendant til det franske Grosbois. Der er tilmed allerede anlagt et trinbræt ved Vilhemsborg for den meget omtalte Aarhus Letbane – og på èn af de ruter, der af og til kører.

Det vil i givet fald være første etablering af en dansk væddeløbsbane i 45 år (Skovbo i 1974), hvilket i sig selv er noget særligt.

Der vil altså opstå en gylden mulighed for at lave det eneste tidssvarende væddeløbsanlæg herhjemme, og hvor kapaciteten vil være tilpasset dagens behov.

Og hvor er der meget at skulle forholde sig til. Det handler eks. om træningsfaciliteter i forhold til (forspændings-)stalde, banedoseringer og banelængde, højre- og/eller venstrekørsel, stationære kameraer til den ultimative TV-oplevelse, spilfaciliteter i en digital verden, moderne restauranter suppleret med (mobile) tribuneanlæg og meget meget mere.

Der venter også de implicerede beslutningstagere drøftelsen af, om en etableringen skal bestå af en travbane eller som nu en kombineret trav- og galopbane.

Logikken siger naturligvis en kombineret bane, og så må travfolket som AGF-fansene acceptere, at der er en ”hestesportens atletikbane” mellem tilskuerne og de aktive.

Omvendt kunne Vilhelmsborg måske have landets første dirt track-bane for fuldblodet, der således vil blive en helårssport også i Danmark.

Kan man måske operere med to forskellige baner for hhv. travet og galoppen, hvor det fra tilskuerområdet er muligt at følge begge baner..? Eller hvad med at flytte hele tilskuerområdet ind i på inderkredsen, hvor det så pludseligt er traverne, der er nærmest..?

Jeg har ingen præferencer og skal ikke vurdere for eller imod. Ovenstående er blot eksempler på de mange overvejelser, der kan føre til en virkelighed, som vil være et kæmpe løft til JVB – og til dansk hestevæddeløb. Det er nu, der skal handles – og forhandles.

Claus Bossow