Claus Nielsen, tidligere sportschef i Dansk Travsports
Centralforbund m.m. er varm fortaler for at bevare wild cards i årgangsløbene
og vil bevarer dem.

Storløbssæsonen er i gang, og så skal vi lige have den årlige runde, hvor argumenter for og i mod DTCs Pointsystem bliver luftet.
Endnu en gang fik vi bevist, at dansk travsport har et velfungerende udtagelsessystem til de største løb.
10 fine heste kvalificerede sig til Jydsk 4-årings Grand Prix efter gode præstationer.
De suppleres med to stjerner, der af forskellige grunde ikke havde heldet med sig i Prøverne.
Der er lagt op til et topvæddeløb i finalen, og det er det, der er løbsarrangørens opgave at skabe.
Hvis der skal ændres i udtagelsessystemet, kan man overveje om hele hestens karriere skal tælle med, når der pointberegnes i de store fireårsløb, eller det kun skal være 3- og 4-årssæsonen.
Hvis man fjerner toårssæsonen, ville indtjeningen for de tre øverst rangerede til Grand Prix’et være: Donatello Garbo 460.000 kr., Dontpaytheferryman 240.000 kr. og Damien Shadow 196.000 kr.
Karsten Bønsdorf tillader sig i sin argumentation den uartighed at antyde, at René Kjær ikke kørte sin chance fuldt ud med Donatello Garbo, fordi han var sikret startplads i Grand Prix’et uanset placeringen i Prøven.
Efter en hård åbning valgte René at gå i ryg på førerhesten.
Taktikken skyldtes givetvis, dels at Donatello Garbo adskillige gange har vist, at han er klart bedst med et rygløb, dels at der meget ofte kommer en åbning i det lange opløb i Aarhus, så man får angrebsplads.
Vi vil gerne have fælles regler med de øvrige lande på flest mulige områder.
Selv om dansk travsport skiller sig ud fra andre lande med vores udtagelsessystem, så bør vi fastholde vores system, som sikrer storløb med god kvalitet.
Vi har adskillige gange set f.eks. Kriterium og Derby i Sverige, hvor årgangens bedste heste ikke har kvalificeret sig, og hvor kvaliteten på finalefeltet har været af særdeles tvivlsom kvalitet.
Det er ikke eksempler, der er værd at efterfølge.
Mvh
Claus Nielsen
